Fem sorte minutter for ”De Gule”


17. oktober 2013

Troels Kløve bragte AC Horsens foran med 1-0 i aftenens kamp mod HB Køge, men gæsterne kom godt igen og udlignede til 1-1 inden pausen. Anders Kaagh nettede til 2-1 efter 22 sekunders spil af 2. halvleg, og Jeppe Kjær scorede til slutresultatet 3-1 fem minutter senere.

AC Horsens kunne ikke have bedt om en bedre start på kampen med 1-0 målet i det 10 minut. André Bjerregaard satte Erik Marxen i scene på venstrekanten, og Marxen slog et indlæg ind foran mål, hvor Bjerregaard hoppede over bolden, der landede hos Troels Kløve, som sendte bolden i kassen med indersiden.

Et par minutter senere viste hjemmeholdet flot kombinationsspil, og Thomas Kortegaard sendte André Bjerregaard i dybden med en flot førstegangsaflevering. Bjerregaard styrede mod kassen, men afsluttede desværre lige på Frederik Due i Køge-målet.

Desværre trak ”De Gule” sig ubevidst for langt tilbage som 1. halvleg skred frem og overlod for meget af initiativet til HB Køge. Philip Zinckernagel var tæt på at bringe balance i regnskabet i det 26. minut, men han sendte bolden forbi det lange hjørne. Tre minutter senere var Anders Kaagh anderledes effektiv, da han modtog en bold fra Simon Richter omkring buen på AC-feltet, og han sendte resolut bolden ind bag Lasse Heinze, der fik debut i dag.

Et minut senere var André Bjerregaard ikke mange centimeter fra at bringe AC Horsens foran igen, men hans afslutning prellede af på undersiden af overliggeren. I det 32. minut forsøgte Anders Kaagh sig med et udmærket frispark, men det viftede Heinze til hjørnespark.

AC Horsens fik en katastrofal start på 2. halvleg, for der var blot spillet 22 sekunder, da Anders Kaagh nettede for anden gang i kampen. Jeppe Kjær fandt ham i feltet med en aflevering skråt bagud, og Kaagh sendte bolden gennem Kielstrups ben og i mål.

Tre minutter senere var Martin Retov tæt på at udligne til 2-2, da han forsøgte at dreje et frispark i kassen, men Frederik Due hev en klasseredning ud af ærmet. Et par minutter senere var den gule defensiv alt for passiv, og så kunne Jeppe Kjær køre på tværs af feltet og score til 3-1.

Indskiftede Jude Nworuh opsnappede et dårligt udspark fra Frederik Due i det 68. minut, og han sprintede ind i feltet, hvor han blev nedlagt af Eddi Gomes. Det lignede et straffespark, men desværre vinkede dommeren afværgende.

AC Horsens indtager fortsat andenpladsen i NordicBet Ligaen, men både Vejle og Lyngby kan passere ”De Gule” med en sejr i weekenden.

Matchfacts:
AC Horsens – HB Køge 1-3 (1-1)
1-0 Troels Kløve (10.)
1-1 Anders Kaagh (29.)
1-2 Anders Kaagh (46.)
1-3 Jeppe Kjær (51.)

AC Horsens:
Lasse Heinze
Anders Randrup, Steffen Kielstrup, Frederik Helstrup, Erik Marxen
Troels Kløve, Martin Retov, Janus Drachmann, Thomas Kortegaard
André Bjerregaard, Henrik Toft

Indskiftninger:
63. Lasse Kryger (Erik Marxen)
63. Jude Nworuh (André Bjerregaard)
79. Ken Fagerberg (Henrik Toft)

Advarsler:
62. Frederik Helstrup
66. Henrik Toft

HB Køge:
Frederik Due
Simon Richter, Nicolai Geertsen, Eddi Gomes, Anders Nielsen
Vito Hammershøy-Mistrati, Morten Karlsen, Delphin Tshiembe, Philip Zinckernagel
Anders Kaagh, Jeppe Kjær

Indskiftninger:
68. Jannik Skov Hansen (Philip Zinckernagel)
88. Sebastian Krogdahl (Jeppe Kjær)

Advarsler:
73. Nicolai Geertsen

Man of the match:
Troels Kløve

Tilskuere:
2.081

Dommer:
Jørgen Daugbjerg Nielsen

Foto: badenfoto.dk