Finnbogason udlignede dybt inde i overtiden


27. februar 2018

AC Horsens hentede et vigtigt point i overtiden, da Kjartan Finnbogason udlignede AGF’s tidlige føring, og kampen sluttede 1-1 i snevejret.

Mange frivillige hænder havde hjulpet med at gøre banen klar i det frosthårde vejr, og dommer Sandi Putros fløjtede planmæssigt kampen i gang. Der var blot spillet tre et halvt minut, da Alexander Ludwig nedlagde Kasper Junker i feltet, og dommeren pegede på pletten.

Mustafa Amini gik til pletten og var i direkte duel med Jesse Joronen, men den finske klassekeeper blev den store, da han nappede skuddet. Et par minutter senere måtte Joronen dog se bolden gå i netmaskerne, og det var Jens Stage, der scorede i forbindelse med et hjørnespark.

Herefter lagde AC Horsens pres på gæsterne, men udligningen udeblev i 1. halvleg.

Det gule pres fortsatte efter pausen, og det resulterede i flere muligheder. I det 74. minut var Ayo Simon Okosun centimeter fra at bringe balance i regnskabet, og en håndfuld minutter senere forsøgte Oliver Drost sig med et godt skud, men keeperen reddede.

Dybt inde i overtiden faldt udligningen så helt fortjent, da Kjartan Finnbogason sendte kuglen i netmaskerne til stor jubel for hjemmepublikummet.

 AC Horsens spiller på hjemmebane igen søndag den 11. marts klokken 18.00, når Brøndby IF kommer på besøg. Køb din billet til det opgør her.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om opgøret.

Her kan du læse, hvad bold.dk har skrevet om opgøret.

AC Horsens – AGF 1-1 (0-1)
0-1 Jens Stage (6.)
1-1 Kjartan Finnbogason (90.)

AC Horsens: Joronen, Nymann (Frantsen, 65.), Tshiembe, Ludwig, Thorsen, Qvist, Jacobsen (Nielsen, 85.), Okosun, Borring (Finnbogason, 61.), Hansson, Drost.

AGF: Jovanovic, Mikanovic, Kanstrup, Juelsgård, Nielsen, Stage, Guira, Pedersen, Kaastrup (Rask, 89.), Amini (Sverrisson, 83.), Junker (Bundu, 72.).

Advarsel, AC Horsens: Ludwig (45.), Qvist (45.)

Advarsel, AGF: Junker (10.), Jovanovic (74.), Juelsgård (79.)

Tilskuere: 1.878

Man of the match: Ayo Simon Okosun

Dommer: Sandi Putros

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.

Foto: Charlotte Adsbøl