Flot fight på Heden rakte ikke til point


20. oktober 2017

AC Horsens tabte med 2-4 til et godt FC Midtjylland-mandskab, da ”de gule” gæstede Heden fredag aften.

Bo Henriksens mandskab gik uimponeret til opgaven og var det bedste hold i den første halve time, men midtjyderne viste effektivitet, da de for første gang var i feltet. Den norske skarpretter Alexander Sørloth dirigerede Jakob Poulsens gode aflevering i nettet.

AC Horsens fortsatte dog ufortrødent, og det gav bonus 10 minutter senere, da Mikkel Qvist sendte bolden i netmaskerne. Udligningen var fuldt fortjent.

Tre minutter før pausen rykkede værterne igen på måltavlen, da Filip Novak dukkede og ved bageste stang.

FC Midtjylland overtog dirigentstokken som 2. halvleg skred frem, og Alexander Sørloth var arkitekten bag 3-1 målet, da han førte bolden frem i venstre side og serverede den for Mikkel Duelund, der ikke svigtede.

AC Horsens kæmpede sig tilbage i kampen, og ”de gule” fik bonus for anstrengelserne, da Jonas Thorsen for anden kamp i træk sendte bolden i netmaskerne. Håbet om en udligning bristede dog minuttet efter, da Alexander Sørloth serverede bolden for Paul Onuachu, der blot skulle trille den over stregen.

AC Horsens spiller igen søndag den 29. oktober, når FC København gæster CASA Arena Horsens. Klik her for at købe print selv-billet til det opgør.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om opgøret.

Her kan du læse, hvad bold.dk har skrevet om opgøret.

FC Midtjylland – AC Horsens 4-2 (2-1)
1-0 Alexander Sørloth (13.)
1-1 Mikkel Qvist (23.)
2-1 Filip Novak (42.)
3-1 Mikkel Duelund (76.)
3-2 Jonas Thorsen (86.)
4-2 Paul Onuachu (87.)

AC Horsens: Joronen, Thorsen, Sanneh, Ludwig, Kortegaard, Thychosen (Nymann, 75.), Okosun, Jacobsen, Qvist, Hansson (Arndal, 82.), Finnbogason.

FC Midtjylland: Hansen, Hansen, Korcsmar (Halsti, 67.), Novak, Nissen, Poulsen, Sparv, Dal Hende, Wikheim (Duelund, 73.), Onuachu, Sørloth (Borring, 89.)

Advarsel, AC Horsens: Okosun (37.), Hansson (58.)

Advarsel, FC Midtjylland: Sparv (35.), Onuachu (55.), Halsti (74.)

Tilskuere: 7.134

Dommer: Morten Krogh

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.