Flot fightersejr over Lyngby


17. november 2015

AC Horsens tog mandag aften mod topholdet fra Lyngby. Udeholdet var klare favoritter, da de er store favoritter til at rykke op i Superligaen. De Gule tabte da også 4-2 til Lyngby i starten af sæsonen, og der var derfor revanche på spil, da de to hold mødtes. AC Horsens klarede opgaven på fornem vis, da de vandt 2-1 over gæsterne.

Det var tydeligt i kampen, at Lyngby meget gerne ville have bolden mest. De sad da også på det meste af spillet, og AC Horsens forsøgte sig i højere grad på kontraangreb, hvor De Gule da også var farlige et par gange. Starten af kampen var dog ikke det helt store festfyrværkeri. Der gik små 10 minutter, før Lyngby kom frem til noget der kunne ligne en chance. Efter et hjørnespark fik en Lyngbyspiller hovedet på bolden, men den gik lige akkurat over mål.

I det 17. spilleminut var det igen Lyngby, som var på spil. AC Horsens var i angreb, men Lyngby fik vendt spillet, og på en omstilling fik en Lyngbyspiller spillet sig frem til en afslutning, som dog blev reddet af Nicklas Dannevang.

Herefter var det endelig De Gule, som var på spil. De har tidligere været rigtig farlige på dødboldssituationer, og kampen mod Lyngby var ingen undtagelse. Efter et hjørnespark kom Lyngby målmand Noring ud af sit mål, og forsøgte at gribe bolden. Men han fik ikke ordentlig fat i den, og en AC Horsens spiller var meget tæt på at få foden på bolden. En stor chance, men stadig 0-0.

Herefter blev det mere på Lyngbys præmisser. De kongeblå havde klart mest boldbesiddelse, og AC Horsens satsede mest på omstillingerne. Efter 33 minutter havde Berthelsen en chance på sådan en. Efter et par lækre boldberøringer i feltet tog Berthelsen chancen og med et hårdt spark ramte han overliggeren. Der skulle dog ikke gå lang tid, før skuffelsen over den brændte chance lagde sig. Et minut efter kunne Kjartan Finnbogason nemlig bringe De Gule foran 1-0. Han fik bolden i feltet, drejede rundt om sig selv, og flugtede den i mål. Et fantastisk mål, og De Gule kunne gå til pause med en føring på 1-0.

Efter anden halvleg var det tydeligt, at De Gule var tilfredse med at slutte kampen 1-0. De stod langt tilbage på egen banehalvdel, og overgav det meste af spillet til Lyngby. Det var dog Horsens, som fik den første chance efter halvlegen. André Bjerregaard fik presset Lyngbys målmand, og tog bolden fra ham, men på den efterfølgende afslutning, skød han bolden langt forbi mål.

Lyngby satte sig mere og mere på spillet, mens De Gule fokuserede på at stå godt på banen. En opgave de løste rigtig godt, hvor de sørgede for, at Lyngby ikke kom frem til chancer. Faktisk var det først i det 83. min, at Lyngby kom frem til en chance. Desværre var de effektive, og fik udlignet til 1-1. David Boysen fik bolden i dybden, og placerede sit skud bag Nicklas Dannevang.

Under et minut efter svarede AC Horsens dog igen. Efter et par returbolde landede bolden hos Martin Lund, som hamrede den i mål til 2-1. Kampen var dog ikke helt slut endnu. Tæt på slutfløjtet i det 94. minut nedlagde indskiftede Aleksandar Stankov Lyngbys Surprise. Dommeren var kontant, og viste Stankov rødt kort. En ærgerlig slutning på kampen, men De Gule kan dog glæde sig over sejren mod topholdet.

AC Horsens befinder sig nu på 3. pladsen med 31 point. Næste opgave for holdet bliver mod nedrykkerne fra Silkeborg på udebane. Kampen spilles søndag den 22. november.

Kampfakta:

AC Horsens – Lyngby 2-1 (1-0)
Mål: Kjartan Finnbogason (33.min), David Boysen (83. min), Martin Lund (84. min)

Tilskuere: 1471

Udskiftninger:
AC Horsens: Mikkel Jespersen/Martin Lund, Kjartan Finnbogason/Aleksandar Stankov, Joseph Mensah/Morten Beck

Lyngby BK: Dennis Sørensen/Danilo Arrieta, Philip Rasmussen/Vito Hammershøy-Mistrati, Michael Lumb/Surprise

Advarsler: Bubacarr Sanneh (44.min), Thomas Kortegaard (87.min)

Udvisninger: Aleksandar Stankov (94.min)