Flot opbakning til åben træning på GroundCollege


16. maj 2019

AC Horsens er i fuld gang med forberedelserne til den kommende sæson af GroundCollege, der sparkes i gang i uge 34, og i denne uge har ”de gule” inviteret børn til åben træning sammen med samarbejdsklubberne.

Der har været prøvetræning i FC Horsens, Horsens Nord (Egebjerg IF, Gedved IF og Østbirk IF), Hatting-Torsted og Stensballe IK.

FC Horsens åbnede flot med 15 spillere i mandags, og der har været godt 50 børn fordelt på alle fire steder.

- Vi er rigtig glade for den opbakning, vi får fra vores samarbejdsklubber, og det er fantastisk, at vi kan tiltrække over 50 børn udover de cirka 100, der normalt træner på GroundCollege. Derudover bliver FC Skanderborg også en del af GroundCollege, og sammen med dem inviterer vi til åben træning onsdag den 5. juni, fortæller Kristian Høeg, der er leder af GroundCollege.

Der er godt gang i tilmeldingerne, og mange af de børn, der har deltaget i de åbne træninger har givet udtryk for, at de gerne vil træne på GroundCollege efter sommerferien, når den nye sæson starter op.

Kristian Høeg ser frem til endnu en sæson, hvor børnene kan træne en ekstra gang om ugen, mens de også træner videre i deres klubber.

- Børn har gode forudsætninger for at udvikle sig motorisk og fodboldmæssigt i alderen fra 10 til 12 år, og vi vil gerne være med til at gøre en indsats for at flytte dem på begge områder. Vi tilbyder GroundCollege sammen med vores samarbejdsklubber, og jeg er glad for, at børnene kommer ud i så gode miljøer. Vi har talt med forældre, der er glade for, at børnene prøver sig af i nye miljøer og stadig har deres basis i nærmiljøet, fortæller Høeg.

Sidste tilmeldingsfrist samt mulighed for at prøve tøjpakken til kommende sæson er den 24. juni 2019.

Klik her for at læse mere om GroundCollege.