Forstærkning til U17-holdet


30. juli 2014

AC Horsens har indgået en aftale med U17-spilleren Mads Jørgensen, der i første omgang skal repræsentere ”De Gule” frem til sommeren 2017.

Mads Jørgensen er central midtbanespiller, og han bliver en klar forstærkning af den gule U17-trup, der skal spille i landets bedste række i denne sæson.

- Mads Jørgensen har erfaring fra U17 Divisionen, hvor han har spillet på et godt hold, og han kan nogle af de ting, vi gerne vil udvikle os på. Han kan holde fast i bolden, sætte spillet og holde spillet i gang, og der er ingen tvivl om, at Mads Jørgensen og AC Horsens bliver et godt match, fortæller AC Horsens’ talentchef Nikolaj Primdal og fortsætter:

- Vi har haft en rigtig god dialog med hans klub Næsby og hans forældre om, hvad der er bedst for Mads, og det har været et 100 procent fair forløb. Vi kan godt tillade os at være stolte af, at Mads har valgt vores setup i konkurrence med andre ligaklubber, lyder det fra Nikolaj Primdal.

Mads Jørgensen har fået et godt indtryk af sin nye klub.

- AC Horsens virker som en god og seriøs klub. Jeg skal bo på college, hvor der er styrkerum og træningsanlæg lige rundt om hjørnet, og jeg kommer til at spille i Ligaen, hvilket er et niveau højere end i Næsby, så det passer mig rigtig godt. I første omgang er det mit mål at blive fast starter på U17-holdet og på længere sigt, skal jeg være starter på U19-holdet. Min ambition er at gå hele vejen til seniortruppen i AC Horsens, og det kræver blandt andet, at jeg bliver ved med at være seriøs og bygger på rent fysisk, fortæller Mads Jørgensen.