Fremragende AC-indsats rakte ikke til samlet sejr


16. maj 2017

AC Horsens fightede, så det slog gnister, gik ind i alle nærkampe med 110 procent og kreerede masser af chancer, og ”de gule” havde fortjent mere end det ene mål, der udløste 1-0 sejren over Viborg F.F.

Bo Henriksens mandskab overmatchede Viborg-holdet kampen igennem og skabte chancer fra første minut, men heldet var ikke på AC Horsens’ side. I det 28. minut fik Peter Nymann tilskuerne til at juble, da han headede bolden i kassen efter glimrende forarbejde af Hallur Hansson og Lasse Kryger. Kort efter manglede Kjartan Finnbogason ikke mange støvlenumre for at nå bolden i feltet, og marginalerne var bestemt ikke med en storspillende Mikkel Mena Qvist, der headede på overliggeren fem minutter før pausen. Kryger fik et stort tilbud i de døende minutter af 1. halvleg, men han sendte bolden forbi mål.

I 2. halvleg fik Bubacarr Sanneh et par gode hovedstødsmuligheder, og bolden var ofte i Viborg-feltet, men den ville ikke over stregen, og derfor kunne Viborg-spillerne ånde lettet op, da dommeren fløjtede kampen af.

Det samlede nederlag til Viborg F.F. betyder, at AC Horsens skal spille to nedrykningskampe mod enten AGF eller Esbjerg fB, og den første kamp spilles lørdag den 20. maj. Hvis ”de gule” skal møde AGF, skal kampen spilles på CASA Arena Horsens, og hvis modstanderen bliver Esbjerg fB, så skal opgøret spilles i det vestjyske.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om opgøret.

Her kan du læse, hvad bold.dk. har skrevet om opgøret.

AC Horsens – Viborg F.F. 1-0 (1-0)
1-0 Peter Nymann (28.)

AC Horsens: Clark, Jespersen (Møller, 58), Helgason, Sanneh, Kortegaard (Mehl, 64.), Nymann, Hansson, Gemmer, Qvist (Bech, 68.), Finnbogason, Kryger.

Viborg F.F.: Viitala, Pallesen, Moberg, Reese, Thorsen, Kamper, Jakobsen (Keller, 45., Wichmann 62.), Grønning, Frederiksen, Curth, Deble.

Advarsel, AC Horsens: Jespersen (27.), Gemmer (68.), Sanneh (90.)

Advarsel, Viborg F.F.: Deble (20.), Reese (45.), Frederiksen (85.)

Tilskuere: 1.441

Man of the match: Peter Nymann

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.