AC Horsens spillede sæsonens anden reserveholdskamp her til eftermiddag og lokalrivalerne fra Vejle Boldklub Kolding blev sendt hjem med et 5-1 nederlag. ”De Gule” satte sig på begivenhederne fra kampens start og producerede et hav af chancer gennem hele opgøret.
Kenan Hajdarevic var med i mange offensive ting for hjemmeholdet i dag og den fysisk stærke angriber var for alvor på spil for første gang i kampen, da han afsluttede et godt omstillingsspil ved at sende bolden over kassen i det niende minut. To minutter senere fik han serveret bolden i en god position, men han headede det store tilbud forbi mål. I det 22. minut faldt opgørets første mål og denne gang var Kenan Hajdarevic i oplæggerens rolle. Han headede Christian Madsens indlæg ned for fødderne af Troels Kløve, der ikke havde problemer med at prikke bolden i kassen. Inden havde Alioune Kebe gjort sig bemærket med en hård, flad afslutning, der lige strøg forbi den ene opstander.
Christian Madsen var også med i 2-0 målet, da han efter en halv times spil sendte et frispark ind i panden på Alioune Kebe, der vandt luftduellen mod Vejle-keeperen og headede bolden i mål. Bolden var næsten kun lige givet op, da Troels Kløve tog chancen med et skud på mål og hans afslutning blev rettet af, hvorefter bolden sejlede over målmanden. Dermed var kampen reelt afgjort, men angrebene bølgede stadig ned mod Vejle-målet. Et minut før pausen banede godt AC-spil vejen for Janus Drachmanns afslutning, men midtbanemanden måtte se sin afslutning stryge på overliggeren via keeperen. Vejle havde en afslutning på stolpen i de sidste sekunder af 2. halvleg, men ellers var det småt med farlige afslutninger fra gæsterne.
”De Gule” fortsatte ufortrødent efter pausen og efter otte minutters spil knaldede Søren Jensen et godt indlæg ind til Kenan Hajdarevic, men han headede bolden over mål. I det 68. minut kom veloplagte Hajdarevic så på tavlen, da han udnyttede et straffespark begået mod ham selv. Han sendte bolden i kassen til venstre for keeperen, der ellers valgte at springe til den rigtige side. To minutter senere havde AC Horsens igen gang i fornuftigt småspil på kanten af Vejles felt og bolden landede hos Patrick Grønbech, der sikkert scorede til 5-0.
AC Horsens kunne ikke holde niveauet i det sidste kvarters tid og derfor kom Vejle bedre ind i kampen. I det 81. minut spillede gæsterne sig godt igennem AC-defensiven og Frederik Rønnow var chanceløs ved 1-5 målet.
Alt i alt en rigtig god præstation af ”De Gule” og træner Jan Vingaard var da også godt tilfreds.
- Vi spillede en rigtig fornuftig kamp defensivt og erobrede mange bolde, og offensivt skabte vi en masse chancer. Vi havde mange gennemspillede angreb – også med førstegangsafleveringer, der førte til både indlæg og afslutninger. Janus Drachmann tog styrepinden på den centrale midtbane og Alioune Kebe viste, at han er kommet et skridt videre, fortæller Jan Vingaard.
AC Horsens: Frederik Rønnow, Nikolaj Nielsen (Mads Damgaard, 74.), Alexander Juel Andersen, Hamza Kizil (Seamus Bartholdy, 45.), Søren Jensen, Troels Kløve, Janus Drachmann, Kristoffer Gjettermann (Mads Kløve, 64.), Christian Madsen, Alioune Kebe (Patrick Grønbech, 45.), Kenan Hajdarevic.
Foto: badenfoto.dk
Opdatering...














