Gule talenter kæmpede flot


22. april 2014

AC Horsens tabte eftermiddagens reserveligakamp med 1-0 til Viborg F.F.

”De Gule” kæmpede fantastisk og holdt viborgenserne på to chancer gennem hele opgøret, men en af disse blev udnyttet på flotteste vis i det 74. minut, da Marcel Rømer halvflugtede bolden i kassen. Viborg F.F. havde 11 spillere fra A-truppen i startopstillingen, og de fire forreste var David Boysen og Lucas Jensen på kanterne, mens Aleksandar Stankov og brasilianske Wilton Figueiredo udgjorde angrebsduoen.

AC Horsens formåede dog at afvise viborgenserne i stort set hele kampen, og det skete blandt andet via en god organisation, samt at de rigtige rum blev lukket af i defensiven. Hjemmeholdet havde optræk til chancer, men blev stoppet på den sidste tredjedel, og chancerne begrænsede sig til ufarlige langskud og indlæg, der blev clearet.

Mens defensiven fungerede glimrende for AC Horsens, så kneb det mere med de offensive takter. Der blev skabt for lidt, og det skyldes i høj grad, at boldomgangen var under niveau, hvilket kostede kræfter. Emil Nielsens langskud var det bedste bud på en gul scoring, men bolden ville ikke ind.

Nabil Aslam trådte i karakter og leverede den bedste præstation i meget lang tid, og Thomas Villadsen var sikkerheden selv i buret. Han krydrede blandt andet indsatsen med en fantastisk redning i 2. halvleg, hvor han vandt den direkte duel med en Viborg-spiller. U19-spilleren Alexander Baun leverede også en stærk præstation på venstre back.

AC Horsens’ startopstilling:
Thomas Villadsen
Jeppe Svenningsen, Joakim Momme, Nabil Aslam, Alexander Baun
Okan Özdemir, Niclas Balleby, Martin Thomsen, Malthe Boesen
Emil Nielsen
Mikkel Agger

Indskiftninger:
46. Mathias Damgaard (Joakim Momme)
50. Martin Petersen (Martin Thomsen)
55. Emil Christensen (Jeppe Svenningsen)
64. Rasmus Johansen (Mikkel Agger)
71. Marcus Sloth (Alexander Baun)

Foto: badenfoto.dk