Gult nederlag i Aalborg


5. november 2011

AC Horsens måtte indkassere et 0-2 nederlag, da holdet gæstede Energi Nord Arena sidst på eftermiddagen. Thomas Augustinussen bragte hjemmeholdet foran før pausen og Nicklas Helenius lukkede kampen i 2. halvleg. ”De Gule” havde bolden mest, men det var for ufarligt foran Nicolai Larsens mål.

Hjemmeholdets Henrik Dalsgaard tilkæmpede sig opgørets første store chance, da han i det 12. minut vippede bolden over Niels Lodberg og havde frit løb mod mål. Søren Jochumsen kom dog godt ud og vandt duellen med den hurtige AaB-spiller. I den anden ende havde Martin Spelmann AC Horsens’ første forsøg i det 17. minut, men han sendte langskuddet udenfor målrammen.

I det 20. minut sendte Anders Due et frispark ind foran mål, hvor Lasse Nielsen satte pandebrasken på. Søren Jochumsen parerede og Thomas Augustinussen var først på riposten, som han skød i netmaskerne. Tre minutter senere brændte det på foran AC-målet igen og denne gang sendte Chris Rolfe et kanonhug på overliggeren. Herefter kom ”De Gule” noget bedre med i kampen og indenfor et minut havde både Anders Nøhr og Morten Rasmussen kvalificerede forsøg, men uden at score. Efter godt en halv times spil blev et AC-hjørnespark clearet ud til Martin Retov, der tog et godt træk og bragte sig i en god position i feltet, men han skød forbi mål.”De Gule” fortsatte ufortrødent og det burde have givet bonus i det 37. minut. Jeppe Mehl satte sig igennem på venstrekanten og fandt Lasse Kryger ved bageste stang. Han headede bolden ned for fødderne af Henrik Toft i feltet, men han skød desværre forbi mål. I 1. halvlegs overtid var det så Niels Lodberg til at brænde en stor chance, da han headede et hjørnespark over mål.

AC Horsens kom aggressivt ud fra pausen og det var også Jeppe Mehl, der kom frem til halvlegens første chance, da Martin Retov fandt ham med en god stikning, men Mehl afsluttede – halvt liggende – ved siden af målet. Nicklas Helenius lukkede kampen efter en times spil efter en del forvirring i AC-defensiven. Linjedommeren havde nemlig flaget oppe, men dommer Henning Jensen fløjtede ikke for offside og så kunne Nicklas Helenius runde et par AC-spillere, inden han sendte bolden i kassen til 2-0.

AC Horsens havde svært ved at bryde gæsternes defensiv op og der var langt mellem chancerne. I det 76. minut var Lasse Nielsen tæt på at gøre det lidt nemmere for gæsterne, da han var først på et indlæg fra Lasse Kryger og sendte det lige forbi eget mål. Fire minutter før tid fik Nicklas Helenius en stor mulighed for at blive dobbelt målscorer, da han var alene med Søren Jochumsen, men AC-keeperen vandt den direkte duel.

AaB’s sejr betyder, at holdet nu har 23 point på sjettepladsen – det samme pointantal som AC Horsens har på femtepladsen.

Matchfacts:

AaB – AC Horsens 2-0 (1-0)

1-0 Thomas Augustinussen (20.)

2-0 Nicklas Helenius (59.)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Niels Lodberg, Thomas Kortegaard, Lasse Kryger (André Bjerregaard, 77.), Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl (Søren Jensen, 70.), Henrik Toft, Gilberto Macena.

AaB: Nicolai Larsen, Kasper Bøgelund (Patrick Kristensen, 17.), Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Chris Rolfe, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Anders Due (Mathias Wichmann, 84.), Henrik Dalsgaard, Kayke (Nicklas Helenius, 56.).

Advarsler: Thomas Kortegaard, Martin Spelmann, Niels Lodberg, Kenneth Emil Petersen.

Tilskuere: 6.285.

Dommer: Henning Jensen.

Foto: badenfoto.dk