Hattrick af Macena i Haderslev


11. september 2011

Gilberto Macena blev helten i Haderslev her til eftermiddag, hvor han sænkede hjemmeholdet med et hattrick i AC Horsens’ 3-1 sejr.

SønderjyskE var ellers tæt på at give ”De Gule” en varm velkomst allerede efter et minuts spil, da Hedinsson var fri foran mål, men han missede heldigvis sin afslutning. I den anden ende kom AC Horsens frem til den første gule chance i det sjette minut og det resulterede i 1-0 målet. Et langt indkast fra Søren Jensen blev forlænget af Henrik Toft hen til Gilberto Macena, der sendte bolden ind bag Nathan Coe. Hjemmeholdet arbejdede sig dog godt tilbage i kampen og havde et par forsøg ved Bjørn Paulsen og Henrik Hansen, men uden at score. I det 21. minut var Henrik Toft tæt på at bringe AC Horsens foran med 2-0, men hans kraftfulde hovestød ramte en SønderjyskE-spiller på stregen.

Hjemmeholdet udlignede til 1-1 fire minutter senere, da Bjørn Paulsen headede en bold på tværs til Hedinsson, der vandt duellen med Søren Jochumsen. Udligningen lå ikke i luften og AC Horsens kom da også fortjent foran med 2-1 i det 32. minut. Anders Nøhr stoppede en SønderjyskE-omstilling ved at tackle Bjørn Paulsen på værternes banehalvdel og han spillede et-to med Martin Spelmann, inden han fandt Gilberto Macena midt for mål og den stærke brasilianer svigtede ikke. Fem minutter før pausen opstod der et gevaldigt klumpspil foran AC Horsens’ mål, men det sluttede med, at Conor O’Brien sendte bolden udenfor rammen.

SønderjyskE kom ud til 2. halvleg med masser af optimisme, men Henrik Toft var tæt på at smide en spand kold vand i hovedet på hjemmepublikummet allerede i det andet minut, da han smuttede imellem en SønderjyskE-spiller og Nathan Coe, men han prikkede desværre bolden forbi mål. Bjørn Paulsen og Henrik Hansen havde et par udmærkede forsøg for hjemmeholdet, men helt farligt blev det ikke. I stedet rev Janus Drachmann gæsternes forsvar fra hinanden med en fremragende aflevering i det 57. minut til Henrik Toft, der ligeså fremragende lagde bolden af til Gilberto Macena og han måtte stoppes med ulovlige midler af Thomas Hansen, der trak et gult kort. Niels Lodberg tog sig af straffesparket og han er normalt sikkerheden selv, men han sendte bolden over kassen. Gilberto Macena og Morten Rasmussen havde efterfølgende et par fine muligheder, men uden at skabe travlhed for manden ved måltavlen og Hedinsson kom også godt igennem i den modsatte ende, men Søren Jochumsen tog sig af tværafleveringen. Tre minutter senere blev Hedinsson korrekt præsenteret for sit andet gule kort og dermed var sønderjyderne i undertal i 20 minutter.

Hjemmeholdet pressede dog alligevel på for at score 2-2 målet og det var ganske tæt på i det 93. minut, hvor Thomas Hansen fik en stor chance ved bageste stang, men han headede udenfor rammen. I stedet lukkede Gilberto Macena kampen kort efter, da han kronede en stor præstation ved at score til 3-1.

Matchfacts:

SønderjyskE – AC Horsens 1-3 (1-2)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Niels Lodberg, Søren Jensen, Janus Drachmann (Lasse Kryger, 88.), Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl, Henrik Toft (Kenan Hajdarevic, 82.), Gilberto Macena.

SønderjyskE: Nathan Coe, Michael Christensen, Anders Østli, Jonas Troest, Jarl André Storbæk, Thomas Hansen, Henrik Hansen, Daniel Christensen (Mads Jessen, 77.), Eyjolfur Hedinsson, Conor O’ Brien (Anders Hostrup, 77.), Bjørn Paulsen (Tommy Bechmann, 60.).

Advarsler: Eyjolfur Hedinsson (4. og 72.), Thomas Hansen (58.), Anders Nøhr (82.), Jonas Troest (83.).

Tilskuere: 3.701.

Dommer: Jakob Kehlet

Foto: badenfoto.dk