HB Køge gjorde det igen


17. april 2014

AC Horsens tabte med 2-1 til HB Køge, og dermed har Per Frandsens tropper vundet tre gange over ”De Gule” i denne sæson.

Hjemmeholdet angreb kampen med hårdhed i duellerne og aggressivt presspil, og det var AC-spillerne forberedt på, men de fandt aldrig for alvor fodfæste i Herfølge. ”De Gule” fik da også den værst tænkelige start med et HB Køge-mål efter knap tre minutters spil, da Eddi Gomes iscenesatte Vito Hammershøj-Mistrati på højrekanten og søgte mod bageste stang, hvor han sendte indlægget i kassen.

Jude Nworuh havde AC Horsens’ første forsøg, da han bankede en returbold over mål i det ottende minut, men der var langt mellem de gule chancer i den første halve time. Hjemmeholdet havde mange lige ved og næsten-chancer, og det brændte for eksempel på i det 12. minut, da Daniel Arrocha headede bolden på overliggeren. I det 28. minut stod Jeppe Kjær og Philip Zinckernagel på tæerne af hinanden, da der skulle afsluttes, og i det 34. minut måtte der gule AC-rygge til at blokere to skud i feltet.

Det havde ikke været fortjent med en udligning, men det var tæt på i det 35. minut, da André Bjerregaard opsnappede bolden, styrede mod kassen og afsluttede, men han blev presset hårdt og sendte den forbi rammen. Syv minutter før tid var Bjerregaard på spil igen, og Eddi Gomes måtte redde på stregen.

2. halvleg begyndte lovende for gæsterne, og allerede i det første minut var godt kombinationsspil mellem Bjerregaard, Kielstrup og Kryger ved at udmønte sig i en scoring, men Kryger sendte bolden i sidenettet. I det 56. minut kom udligningen, da Martin Retov sendte et hjørnespark ind foran mål. Bolden dumpede ned for fødderne af Frederik Helstrup, der prikkede sit første AC-mål i kassen.

Glæden varede dog kun i otte minutter, inden Anders Kaagh headede et hjørnespark i mål til 2-1. Kaagh havde også mulighed for at score endnu et mål i det 80. minut, men han skød forbi det lange hjørne.

Jude Nworuh måtte desværre forlade banen på grund af smerter i knæet, men det er endnu for tidligt at sige, hvor slemt det er.

Matchfacts:

HB Køge – AC Horsens 2-1 (1-0)
1-0 Eddi Gomes (3.)
1-1 Frederik Helstrup (56.)
2-1 Anders Kaagh (64.)

AC Horsens:
Lasse Heinze
Anders Randrup, Sebastien Ibeagha, Frederik Helstrup, Erik Marxen
Martin Retov
Lasse Kryger, Thomas Kortegaard, Steffen Kielstrup, André Bjerregaard
Jude Nworuh

Indskiftninger:
30. Jeppe Mehl (Jude Nworuh)
69. Troels Kløve (Thomas Kortegaard)
81. Mikkel Agger (Steffen Kielstrup)

Advarsler:
18. Erik Marxen
40. Steffen Kielstrup

HB Køge:
Frederik Due
Daniel Arrocha, Søren Henriksen, Eddi Gomes, Anders Nielsen
Vito Hammerhøj-Mistrati, Morten Karlsen, Rasmus Nielsen, Philip Zinckernagel
Jeppe Kjær, Anders Kaagh

Indskiftninger:
21. Jannik Skov Hansen (Rasmus Nielsen)
61. Sylvester Seeger-Hansen (Philip Zinckernagel)

Advarsler:
62. Morten Karlsen
86. Jeppe Kjær

Dommer:
Michael Johansen

Foto: badenfoto.dk