Holm: Fedt at få debut for superligaholdet


11. august 2016

Manager Bo Henriksen gav onsdag aften debut til de tre U19-spillere Marcus Bobjerg Jakobsen, Nicolai Dohn og Martin Holm, da AC Horsens sendte Tarm IF ud af pokalturneringen.

De efterlod alle tre et rigtig godt indtryk, og Martin Holm er glad for debuten for klubbens bedste mandskab.

- Jeg fik besked om, at jeg skulle med i mandags, og det var fedt at få debut. De andre spillere var gode til at dirigere og hjælpe mig på banen. Jeg fik taget nogle ture op og ned på kanten, og jeg kunne måske have lavet en assist, siger Martin Holm.

Han var godt tilfreds med indsatsen mod Tarm, der resulterede i en 3-1 sejr.

- Vi spillede godt i 1. halvleg, men vi gik lidt ned mod slutningen af 2. halvleg, hvor de fik målet til sidst. De var dog ikke tæt på at komme ind i kampen for alvor, og jeg føler, at vi var i kontrol under hele kampen, lyder det fra Martin Holm.