Ineffektivt AC-mandskab tabte i Herfølge


29. april 2012

AC Horsens mødte i dag HB Køge i Herfølge, og ”De Gule” havde brug for point i bestræbelserne på at holde fast i toppen af Superligaen, men det blev en sløj dag på kontoret for Mølbys mandskab, der måtte rejse fra Herfølge med et 1-2 nederlag i bagagen.

Der var for dårlig boldomgang, og for lidt vilje, energi og tempo hos AC Horsens før pausen, og det virkede som om, at HB Køge ville det mere. Det udmøntede sig i et aggressivt hjemmehold, der kom frem til flere hele og halve chancer i 1. halvleg. Martin Christensen var farlig et par gange, men uden at nette, og det samme var Fabinho.

AC Horsens kom dog frem til de største chancer, og i det 23. minut lagde Ken Fagerberg flot bolden af til Martin Retov, der dog måtte se målmanden sende afslutningen til hjørnespark, og ni minutter senere var den svenske angriber på spil igen. Kort inden havde han signaleret problemer med forlåret, og André Bjerregaard var klar til indskiftningen, men Fagerberg viste masser af vilje, da han rundede Marcel Rømer og styrede mod mål. Desværre havde Morten Haastrup valgt at stå en fejlfri kamp i dag, og han blokerede afslutningen.

To minutter senere opstod en af de situationer, der kunne have ændret kampen til AC Horsens’ fordel. Lasse Kronborg måtte bruge ulovlige midler for at stoppe Alexander Juel Andersen i feltet, og dommer Jakob Kehlet pegede på pletten. Anders Nøhr påtog sig ansvaret, men han placerede desværre bolden i en god højde for Morten Haastrup, der valgte den rigtige side, og 0-0 holdt til pausen.

”De Gule” kom anderledes aggressivt ud til 2. halvleg, og allerede efter seks minutter fik Jeppe Mehl en stor chance, da André Bjerregaard lagde bolden tilbage til ham i feltet, men Morten Haastrup stod i vejen. I det 58. minut fandt André Bjerregaard Troels Kløve med en hælaflevering, der snød tre modstandere. Troels Kløve var helt blank midt for mål, men han sendte desværre det store tilbud lige på keeperen.

Det trak op til en gul scoring i Herfølge, men det var desværre værterne, der kom på måltavlen efter en times spil, da Tobias Thomsen udnyttede et par passive AC-spillere og headede et indlæg i kassen. 12 minutter senere sendte Thomas Sørensen et indlæg ind fra højre side, og det sejlede i kassen til 2-0. Jeppe Mehl fik mulighed for at reducere med et kvarter tilbage, da Anders Nøhrs frispark dumpede ned for fødderne af ham, men han fik ikke ordentlig ram på bolden. Det lykkedes dog at reducere tre minutter før tid. Martin Retov fandt Martin Spelmann med en god stikning, og Spelmann svigtede ikke.

AC Horsens pressede på i slutminutterne, men det sluttede 2-1 til hjemmeholdet.

Matchfacts:

HB Køge – AC Horsens 2-1 (0-0)

1-0 Tobias Thomsen (61.)

2-0 Thomas Sørensen (73.)

2-1 Martin Spelmann (87.)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Alexander Juel Andersen, Nabil Aslam, Morten Rasmussen, Anders Nøhr

Lasse Kryger, Martin Retov, Martin Spelmann, Troels Kløve

Johan Absalonsen, Ken Fagerberg

Indskiftninger, AC Horsens:

33. André Bjerregaard (Ken Fagerberg)

46. Jeppe Mehl (Johan Absalonsen)

79. Søren Jensen (Anders Nøhr)

Advarsler, AC Horsens: Martin Spelmann (55.), Anders Nøhr (77.)

HB Køge:

Morten Haastrup

Thomas Sørensen, Brad Rusin, Stefan Hansen, Simon Richter

Fabinho, Marcel Rømer, Lasse Kronborg, Martin Christensen

Marc Rochester, Tobias Thomsen

Indskiftninger, HB Køge:

67. Mads Laudrup (Fabinho)

78. Ronnie Bendtsen (Martin Christensen)

88. Kristian Geertsen (Brad Rusin)

Advarsler, HB Køge: Marc Rochester (24.), Lasse Kronborg (35.), Marcel Rømer (53.), Thomas Sørensen (75.)

Tilskuere: 1.803

Dommer: Jakob Kehlet

Foto: badenfoto.dk