Keld Erik Sørensen bliver T+ træner


5. januar 2018

AC Horsens har styrket klubbens talentarbejde markant ved at ansætte Claus Troelsen som talentchef og Kristian Høeg-Petersen som fodboldmæssig leder af DBU TOP Center på CASA Arena Horsens, og nu er der endnu en glædelig nyhed på talentfronten.

Keld Erik Sørensen, der har været et vigtigt omdrejningspunkt for den gule talentudvikling gennem en årrække og senest har været talentchef gennem to et halvt år, fortsætter som T+ træner.

Han bliver en del af den sportslige ledelse sammen med Claus Troelsen, og han skal blandt andet være med til at udtage spillere til U13, der er det yngste AC Horsens-hold og derefter følge dem tæt frem til U15.

AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen glæder sig over, at Keld Erik Sørensen fortsætter som T+ træner.

- Keld Erik Sørensen har ydet en fantastisk stor indsats som talentchef gennem de sidste par år, og han har været en meget vigtig medspiller i forhold til genopbygningen af vores ungdomsafdeling. I de foregående år var han leder af talentskolen, og også her leverede han et rigtig godt stykke arbejde, så vi er selvfølgelig glade for, at han også er en del af vores talentudvikling fremadrettet, fortæller Kristian Nielsen.

Keld Erik Sørensen glæder sig over, at han skal være med til at skærpe den gule talentudvikling yderligere.

- Efter en genopbygningsfase gælder det om at lægge endnu mere på, og det glæder jeg mig til at gøre i samarbejde med Claus Troelsen og trænerne i AC Horsens ungdom. Jeg er glad for at overlade stafetten til Claus, for han er meget kompetent og kender klubben og den måde, vi gør tingene på. Jeg glæder mig til at blive en del af den sportslige ledelse på ungdomssiden og arbejde videre med de erfaringer, vi har gjort os, og ansættelsen af Claus Troelsen på fuld tid betyder, at vi kan arbejde med endnu flere ting. Det er et stort skridt i den rigtige retning, og jeg glæder mig over at være en del af det, siger Keld Erik Sørensen.