Klasseforskel og AC-sejr i Brøndby


28. november 2011

AC Horsens har haft et godt tag på Brøndby i de seneste sæsoner og det satte ”De Gule” en tyk streg under i dag, hvor Brøndby blev sænket med 1-0 i egen hule. Martin Spelmann blev matchvinder i det 41. minut, da han satte sidste fod på et flot angreb.

Hovedparten af de 10.000 tilskuere på Brøndby Stadion forventede et hjemmehold, der ville komme flyvende fra start efter sidste weekends flotte 2-1 sejr over FC København, men det forventede pres kom aldrig og en forkølet afslutning fra Brent McGrath var det eneste forsøg fra værternes side i kampens indledning. ”De Gule” tog klogt brodden af Brøndby-spillet og kunne have bragt sig foran i en god periode fra det syvende til det 13. minut. Den periode udløste nemlig flere kvalificerede afslutninger – blandt andet fra Jeppe Mehl og Gilberto Macena – samt fire gule hjørnespark, men Brøndby red stormen af. Brøndby forsøgte at vriste sig fri af AC-presset, men clearingerne kom direkte tilbage i hovedet på hjemmeholdet, der befandt sig i et ”flipper-spil”.

Efter et kvarters spil bed Brøndby dog fra sig igen, da Michael Krohn-Dehli fandt Mikkel Thygesen med en god stikning, men Søren Jochumsen – der optrådte på Brøndby Stadion for sidste gang i dag – var sikkerheden selv gennem hele kampen. I det 26. minut timede Brent McGrath sit løb perfekt på en dyb bold og han var flere meter foran Nabil Aslam, der dog løb Brøndby-angriberen op og tacklede ham i skudøjeblikket. En fremragende aktion af hurtige Aslam. AC Horsens fortsatte med at skabe chancer og i det 41. minut måtte Michael Tørnes hente bolden ud af netmaskerne. Jeppe Mehl fandt Henrik Toft med en god aflevering fra venstrekanten og Toft holdt på bolden et sekund, inden han prikkede den videre til Martin Spelmann, der køligt udplacerede Tørnes – fuldt fortjent føring målt på spil og chancer.

Man sad med endnu en forventning om et kæmpe Brøndby-pres, da dommer Henning Jensen fløjtede 2. halvleg i gang, men det kom aldrig. Dennis Rommedahl var dog mand for en god afslutning i det 51. minut, da han tæmmede bolden og fyrede på kassen med venstrebenet, men skuddet strøg forbi mål. Et minut senere kunne og burde Gilberto Macena have lukket kampen, da han fik frit løb mod mål, men han sendte bolden i sidenettet. AC Horsens skabte mange chancer, der burde have lukket kampen og Jeppe Mehl havde den største chance, da han i det 58. minut modtog en sukkerbold fra Gilberto Macena. Desværre vandt Michael Tørnes den direkte duel med en fodparade. Kort efter testede Jeppe Mehl endnu engang Tørnes med et godt skud, men Brøndby-keeperen viftede bolden forbi kassen. AC Horsens’ dominans var så udtalt, at hjemmeholdets tilskuere begyndte at synge, at de ville have Brøndby på banen efter godt en times spil. I det 66. minut vippede Jeppe Mehl bolden videre til Gilberto Macena, der afsluttede forbi det lange hjørne.

Hjemmeholdets Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl havde et par afslutninger mod slutningen af kampen, men helt farligt blev det aldrig og 0-1 blev kampens resultat.

Sejren betyder, at AC Horsens overhaler AaB i tabellen og ”De Gule” indtager nu femtepladsen i Superligaen.

AC Horsens’ sidste opgave her i efteråret bliver søndagens udekamp i Lyngby, hvor holdet må undvære en karantæneramt Niels Lodberg.

Matchfacts:

Brøndby IF - AC Horsens 0-1 (0-1)

0-1 Martin Spelmann (41.)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Morten Rasmussen, Nabil Aslam, Niels Lodberg, Anders Nøhr, Janus Drachmann (Lasse Kryger, 73.), Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl, Henrik Toft (Alexander Juel Andersen, 81.), Gilberto Macena.

Brøndby IF: Michael Tørnes, Mikael Nilsson, Clarence Goodson, Daniel Stenderup, Jan Frederiksen, Jens Stryger Larsen (Martin Bernburg, 45.), Michael Krohn-Dehli, Femi Alijore, Dennis Rommedahl, Mikkel Thygesen, Brent McGrath (Dario Dumic, 54.).

Advarsler: Martin Bernburg, Niels Lodberg.

Tilskuere: 10.010.

Foto: badenfoto.dk