Kom i god tid på søndag!


12. marts 2019

AC Horsens runder grundspillet af med et brag af en kamp søndag den 17. marts klokken 17.00, når Brøndby IF gæster CASA Arena Horsens.

Kampen har stor betydning for begge mandskab, der ikke har spillet mod hinanden i Horsens siden den efterhånden legendariske 2-2 kamp fredag den 18. maj 2018.

Der er altid stor interesse for at overvære kampene, når Brøndby IF kommer på besøg, og sådan er det også denne gang.

- Vi vil som altid gerne opfordre folk til at købe billetter via vores app eller hjemmeside. På den måde kan man undgå at stå i billetkøen, man sparer penge på billetter i forhold til at købe på kampdagen, og man kan scanne billetten direkte fra sin smartphone ved billetmøllen, fortæller AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.

Jf. kendelse fra Fodboldens Appelinstans fra den 20. september 2018 er Brøndby IF blevet frataget retten til at have et udebaneafsnit på CASA Arena Horsens den 17. marts, og det bliver således en kamp uden Brøndby-fans på tribunerne.

- Der vil ikke være et sektioneret udebaneafsnit til kampen, og der vil være ekstra visitationszoner, hvor Brøndbys fans vil blive afvist. Det er ikke tilladt at bære synlige kendetegn til støtte for Brøndby som for eksempel trøjer, halstørklæder, flag, kasketter eller lignende på stadion den dag, og vi vil gerne henstille til, at Brøndbys fans slet ikke køber billet til kampen, fortæller Kristian Nielsen.

Dørene åbner klokken 15.30, så alle får mulighed for at komme ind på tribunerne inden kampstart, og billetsalget i Informationen åbner ekstraordinært to timer før kampstart – klokken 15.00.

Klik her for at læse om parkeringsforholdene på søndag.

Klik her for at købe billet til kampen.

Klik her for at læse ordensreglementet.