Kryger blev matchvinder i Hjørring


4. august 2013

AC Horsens hentede her til eftermiddag en 1-0 sejr i Hjørring, og dermed har ”De Gule” maksimumpoint efter de to første kampe. Lasse Kryger blev matchvinder efter et kvarters spil, da han på flotteste vis sendte et frispark i kassen.

Vendsyssel FF bød velkommen på et lækkert græstæppe, og de gule gæster åbnede klart bedst i første halvdel af 1. halvleg. AC Horsens havde bolden meget i den periode, og værterne var sjældne gæster på AC Horsens’ banehalvdel.

Kampens afgørelse faldt da også i den periode - efter et kvarters spil - da Lasse Kryger blev nedlagt på kanten af feltet. Han gik selv til bolden og bragte ”De Gule” foran på et regulært klassemål. I de efterfølgende minutter havde Erik Marxen og Martin Retov udmærkede forsøg, men uden at nette. Hjemmeholdets første forsøg tilfaldt Alexander Ludwig efter knap en halv times spil, da han sendte et missil af et langskud over mål. Mod slutningen af halvlegen kom Vendsyssel FF længere frem på banen via omstillinger og standardsituationer, men farligt blev det ikke. To minutter før pausen sendte Anders Randrup et godt indlæg ind foran mål til Troels Kløve, der desværre headede bolden forbi kassen.

Desværre formåede AC Horsens ikke at ramme niveauet fra de første 25 minutter efter pausen, men Jude Nworuh kunne have lukket kampen i det 57. minut, da Janus Drachmann fandt ham med en aflevering på det helt rigtige tidspunkt.  Nnworuh styrede mod kassen, men Karim Zaza kom godt ud af sit mål. To minutter senere fandt Drachmann Nworuh igen, men denne gang fik han ikke bolden ordentlig med. AC Horsens havde ikke tempo nok i bolden efter pausen, og hjemmeholdet kom bedre med i kampen, men Thomas Villadsen blev ikke noteret for en eneste redning. Tættest på for hjemmeholdet var Jesper Blicher i det 84. minut, men hans langskud susede lige forbi kassen.

Næste opgave for AC Horsens bliver torsdagens hjemmekamp mod Silkeborg IF. Kampen fløjtes i gang klokken 18.00, og du kan købe print selv-billetter ved at klikke her.

Matchfacts:

Vendsyssel FF – AC Horsens 0-1 (0-1)

0-1 Lasse Kryger (15.)

Vendsyssel FF:

Karim Zaza

Marc Pedersen, Mark Westergaard, Mads Greve, Alexander Ludwig, Christian Overby

Thomas Hansen, Mathias Schlie, Jens Kristian Sørensen, Jesper Blicher

Christoffer Hansen

Indskiftninger, Vendsyssel FF:

58. Rune Frantsen (Thomas Hansen)

61. Buster Munk (Marc Pedersen)

70. Mads Kaalund (Mathias Schlie)

Advarsler, Vendsyssel FF:

18. Mathias Schlie

65. Jens-Kristian Sørensen

77. Alexander Ludwig

AC Horsens:

Thomas Villadsen

Anders Randrup, Morten Rasmussen, Steffen Kielstrup, Erik Marxen

Lasse Kryger, Janus Drachmann, Martin Retov, Troels Kløve,

Henrik Toft, Jude Nworuh

Indskiftninger, AC Horsens:

68. Thomas Kortegaard (Troels Kløve)

72. Esben Petersen (Anders Randrup)

83. Søren Jensen (Henrik Toft)

Advarsler, AC Horsens:

24. Janus Drachmann

37. Steffen Kielstrup

71. Henrik Toft

79. Martin Retov

Tilskuere:

1.002

Dommer:

Jørgen Daugbjerg Nielsen

Foto: badenfoto.dk