Lasse Kryger indstiller karrieren efter søndagens kamp


14. december 2018

AC Horsens møder FC Midtjylland på søndag klokken 14.00, og ”de gule” sætter således punktum for efterårssæsonen omkring klokken 16.00, når slutfløjtet lyder.

Forhåbentlig kan de gule fans juble over en sejr, men det bliver med smil i det ene øje og en tåre i det andet, for der skal også tages afsked med en gul legende. Lasse Kryger har således meddelt, at han indstiller karrieren, og det er en mand, der har spillet 186 kampe og scoret 33 mål for AC Horsens.

Han debuterede den 25. juli 2010 mod Lyngby og indtager dermed en 12. plads over de spillere, der har spillet flest kampe. Når det gælder alletiders målscorere siden 1994, så er han på en femteplads.

- Det er heldigvis min egen beslutning at stoppe nu, og jeg har glad for, at jeg har taget et aktivt valg. Der er ikke andre, der har taget beslutningen, og det er ikke en skade, der sætter en stopper for det. Det er simpelthen manglende lyst, der gør, at det er på tide at stoppe nu. Der vil helt klart komme et savn til fodbolden på et tidspunkt, men jeg er mæt nu, og det bliver dejligt at få lidt fri og en civil hverdag, fortæller Lasse Kryger.

Han kan se tilbage på en karriere med op- og nedture.

- Når jeg lige tænker tilbage, så er der en håndfuld ting, der popper frem. Kampene mod Elfsborg i Europa League, oprykningen hjemme mod Skive, hvor jeg laver to assists til Kjartan og Buba, og de to Brøndby-kampe. Brøndby-kampene er efterhånden blevet legendariske, for de var fuldstændig vanvittige at være en del af – med hver deres fortegn. Stemningen omkring kampene i tiden op til og efter var surrealistisk. Det er især den sidste kamp, der var vild, for den skabte furore, kaos, trusler til Kjartan osv. De kampe hænger ved, og dem vil jeg huske på godt og ondt. Vigtigheden af den første kamp, hvor vi spillede direkte om nedrykning og den sidste, hvor Brøndby reelt mistede mesterskabet, lyder det fra Kryger.

Karrieren tog for alvor fart i Esbjerg i 2003 og han har siden levet af fodbold i 16 år, og han er stolt af den karriere, han kan se tilbage på.

- Jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg har spillet med om medaljer i AC Horsens og Esbjerg, rykket ud med AC Horsens og Viborg, kæmpet med om oprykning med Viborg, AC Horsens og Fredericia og været i to pokalfinaler. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere, når jeg kigger tilbage i betragtning af det talent, jeg har haft. Jeg har nok drevet det til mere, end det var udset til, og det skyldes, at jeg har været god til at indordne mig under de forskellige klubbers værdier og trænere, og jeg har altid været en god og loyal spiller overfor trænerne, der har vidst, hvad de fik fra mig – en benhård arbejdsindsats. Jeg har måske ikke været den store målscorer, assistmager eller en super seværdig spiller, men jeg har leveret et godt stykke håndværk hver gang, og der er også brug for arbejdsheste, forklarer Lasse Kryger og fortsætter:

- Jeg er stolt af det, jeg har været med til og oplevet, for jeg har været mig selv hele vejen igennem. Jeg har ikke sat facader op eller taget masker på for at være en bestemt slags person eller spiller. Det har kostet øretæver engang imellem, men det er sådan, det er, og jeg fortryder overhovedet ikke ét sekund, lyder det fra Kryger.

Da AC Horsens sikrede oprykning til Superligaen i hjemmekampen mod Skive IK den 22. maj 2016, lagde han ikke skjul på, at det var en lettelse for ham på flere måder.

- Da vi rykkede op, var jeg glad for at være med, for jeg var med til at rykke ned og efterfølgende misse oprykningen. Det gjorde ondt på mig, at folk mistede deres arbejde på grund af vores uduelighed, og det hang ved længe. Derfor var jeg også følelsesladet, da vi rykkede op, for det var også en sejr på det personlige plan. Vi fik Horsens tilbage i Superligaen, og kontoret blev fyldt op igen, fortæller Lasse Kryger.

Når fodboldspillere balancerer på kanten af pension, nævner de ofte omklædningsrummet som det, de vil savne mest, og det gælder også for Lasse Kryger.

- Jeg tror ikke, det har så meget at gøre med de specifikke mennesker, selvom det er fedt med gode personer, man snakker godt med, men det er følelsen af at komme og gøre et godt stykke arbejde til træning. Der er en speciel stemning, jargon og frihed i et omklædningsrum, og den er meget svær at finde uden for sportens verden, tror jeg. Derudover kommer vi ikke udenom Bjerne og Glenn, der er de faste holdepunkter i AC Horsens. Spillerne kommer og går og sætter deres store eller lille præg på klubben, men Glenn og Bjerne betyder meget for klubben og omklædningsrummet med deres humør og måde at være på. De er elsket ubetinget af alle og betyder mere, end der bliver givet udtryk for i dagligdagen, og når sæsonen er slut, får de deres ros, men de kan ikke roses nok, understreger Lasse Kryger.

Han fremhæver desuden Thomas Kortegaard, Jeppe Mehl og Niels Lodberg som gode gutter, der har været med til at sætte deres præg på omklædningsrummet i kraft af erfaring og deres egenskaber med mennesker.

På mandag begynder en ny hverdag for Lasse Kryger, der skifter fodboldstøvlerne ud med studiebøgerne.

- Jeg skal søge ind på idrætsstudiet til februar og satser på, at jeg klarer optagelsesprøven med bravour og kan starte op til september. Foråret skal jeg blandt andet bruge på at læse op på fysik, og jeg glæder mig til at tage hul på studiet med åbent sind og se, hvad det bringer med sig, slutter Lasse Kryger.

Manager Bo Henriksen lægger ikke skjul på, at det bliver specielt at tage afsked med Lasse Kryger, der har betydet rigtig meget for AC Horsens.

- Det er en af de store spillere, vi skal sige farvel til på søndag, og det er altid noget særligt, når en spiller, der har været her i en årrække og har spillet tæt på 200 kampe for AC Horsens, ikke skal være en del af klubben længere. Lasse Kryger har bidraget med rigtig meget på og uden for banen, og han har været en fantastisk repræsentant for os i medvind og modvind. Han har gennem årene gjort en forskel på banen og i omklædningsrummet, og han er en type, jeg som træner altid har kunnet stole på. Det er en kulturbærer, der stiller støvlerne på hylden, og jeg håber, at han får den hyldest, han fortjener på søndag, lyder det fra Bo Henriksen. 

Klik her for at købe billet til søndagens kamp mod FC Midtjylland - du kan scanne den direkte via din smartphone