Lyngby tog sejren i målfest


10. april 2017

Det var en kold fornøjelse at se mandagens reserveligakamp på CASA Arena Horsens mellem AC Horsens og Lyngby, men tilskuerne fik trods alt hele ni mål at varme sig på.

Desværre for hjemmeholdets fans var det Lyngby, der kunne rejse over broen med de tre point efter en 5-4 sejr.

Vinden spillede en stor rolle i opgøret, og gæsterne havde gavn af medvinden 1. halvleg, mens ”de gule” havde vinden i ryggen efter pausen.

Trods modvinden startede AC Horsens godt og producerede mange chancer, men Lyngby kom godt tilbage i kampen og viste effektivitet med fem scoringer på seks farlige afslutninger indenfor rammen.

Hjemmeholdet viste tænder i både det etablerede spil og på standardsituationer, og Kim Aabech sendte to frispark på overliggeren.

Gæsterne bragte sig foran på to mål i det 10. og 14. minut, og i det 23. minut blev det 0-3. Thomas Rohde, Mikkel Qvist og Kim Aabech bragte balance i regnskabet. I det 69. minut bragte Lyngby sig atter i front, men det varede kun i syv minutter, før Hallur Hansson var hurtigst over en ripost – 4-4. To minutter lukkede gæsterne kampen på en omstilling.

Det var surrealistisk at tabe en kamp, hvor hjemmeholdet var i kontrol og havde nemt ved at skabe chancer, men gæsterne straffede de gule fejl hårdt.

AC Horsens: Bobjerg, Jespersen (Holm, 45.), Helgason, Qvist, Bæksted (Lodberg, 80.), Mehl, Dohn, Gemmer, Hansson, Aabech, Rohde (Larsen, 75.).