Mehl blev matchvinder i Ikast


8. juli 2017

AC Horsens spillede lørdag eftermiddag mod FC Midtjylland i Ikast, og ”de gule” vandt fortjent med 1-0 på et mål af Jeppe Mehl.

De to hold spillede en rigtig god træningskamp, og selvom midtjyderne ikke stillede i stærkeste opstilling, så var der alligevel blevet plads til spillere som Duelund, Nissen, Riis, Wikheim, Halsti og Falkesgaard i startopstillingen.

Det var værterne, der havde kampens første gode afslutning, da der blev afsluttet fra tæt hold i det 11. minut, men Daniel Krog, der stod en rigtig god kamp, reddede bolden op på overliggeren. To minutter senere headede Kjartan Finnbogason bolden lige forbi Falkesgaards mål.

Bubacarr Sanneh fik kampens hidtil største tilbud i det 19. minut. Qvist kastede langt og præcist, Kryger snittede videre, og Sanneh headede over. Midtjydernes største tilbud i de første 45 minutter tilfaldt Gustav Wikheim, der satte sidste fod på en omstilling, men han sendte bolden forbi kassen.

AC Horsens fortsatte de gode takter efter pausen, og i det 58. minut tog Mads Døhr Thychosen en super tur på højrekanten og sendte bolden ind til Lasse Kryger, der flugtede forbi mål. Det så ud til, at bolden blev rettet af, men dommeren dømte målspark til Krygers utilfredshed.

Efter godt en times spil fik indskiftede Ayo Simon Okosun en kæmpe mulighed, da Kryger serverede bolden for ham tæt under mål, men han sendte det store tilbud over kassen. Tre minutter senere brændte det på i den anden ende, men Krog reddede glimrende.

AC Horsens var det bedste hold som 2. halvleg skred frem, og i det 74. minut snittede Okosun bolden videre til Mehl, der tog den med i dybden. Han havde en forsvarsspiller på ryggen og forsøgte at lobbe bolden over Falkesgaard, men FCM-keeperen reddede. Fem minutter senere var Mehl i oplæggerens rolle, da han fandt Sato i feltet, og han forsøgte sig med et fladt, hårdt skud, men målmanden reddede igen.

To minutter før tid blev Kristoffer Larsen snydt for et straffespark, og det lignede efterhånden en nulløsning, men i første minuts overtid steg Mehl til vejrs og pandede Ludwigs glimrende hjørnespark i kassen.

Kristian Riis headede på overliggeren i det 94. minut, men tættere kom midtjyderne ikke, og det sluttede 1-0 til AC Horsens.

Finnbogason måtte lade sig udskifte med lyskeproblemer, men det er ikke alvorligt.

AC Horsens: Krog, Thychosen, Sanneh (Mehl, 65.), Ludwig, Sato (Bech, 46.), Mensah (Sato, 65.), Tshiembe (Larsen, 83.), Thorsen, Qvist (Arendal, 70.), Kryger (Bjerregaard, 65.), Finnbogason (Okosun, 41.)