Mere dansk FIFA i international topklasse: eSuperligaen vender tilbage


1. februar 2019

I december 2018 kunne Brøndby eSport tage titlen som de første vindere af eSuperligaen nogensinde. Nu vender Danmarks største FIFA-turnering tilbage til Dplay og Canal 9, når Discovery Networks Danmark, Dreamhack og Divisionsforeningen den 26. februar lancerer 2. sæson af eSuperligaen.

Midt i juletravlheden kunne Frederik "Fredberg" Søndergård Fredberg, Daniel "Dingo" Klink Nørremark Kristensen og Daniel Bodo Barnewitz fra Brøndby IF bade i guldkonfetti, række trofæet i vejret og lade sig hylde som de første vindere af eSuperligaen foran tusindvis af publikummer i Forum.

Nu kan FIFA-fans i hele Danmark glæde sig til, at deres klubber snart er at finde på skærmen igen. Discovery Networks Danmark, Divisionsforeningen og Dreamhack er klar med sæson 2 af eSuperligaen, hvor der igen kæmpes om en præmiepulje på hele 365.000 kroner, og den store ære som følger med i at kunne kalde sig eSuperliga-mester. Sæson 2 lægger ud med et brag i form af en gentagelse af sidste sæsons nervepirrende finale mellem Brøndby IF og Vejle.

-Vi havde en fantastisk første sæson af eSuperligaen med profiler som LordHjorth, Agge, Fredberg og FifaÜstun. eSuperliga var kompetitiv FIFA i absolut verdensklasse. Vi glæder os enormt meget til 26. februar, hvor de 16 klubber tager hul på sæson to i eSuperligaen, udtaler direktør for Divisionsforeningen, Claus Thomsen.

- Fra DreamHacks perspektiv har eSuperligaen været en ubetinget succes. Vi har fået sat FIFA på kortet, og især til vores finale-event i Forum kunne vi udnytte vores ekspertise til at eksekvere et meget succesfuldt event med flere tusinde gæster. Vi har været glade for at kunne hæve FIFA som esport til et helt nyt niveau, som matcher dets fulde potentiale, lyder det fra Marcus Lindmark, CEO hos DreamHack.

Hos broadcasteren bag eSuperligaen, Discovery Networks Danmark, var der ikke meget at rafle om, da beslutningen om en fortsættelse af ligaen skulle tages.

- Efter sæson 1 var vi ikke i tvivl om, at vi havde ramt et format, der kunne noget. Modtagelsen var utrolig positiv både på tv og streaming, og finalen i Forum viste med al tydelighed, at eSuperligaen havde slået ringe i vandet. Derfor gennemfører vi selvfølgelig en sæson mere, fortæller Anders Antonsen, Nordisk sportsdirektør hos Discovery Networks Danmark.

Om eSuperliga sæson 2

Grundspillet strækker sig over syv uger med start den 26. februar og afsluttes med en dobbelt spillerunde onsdag den 10. april. Igen vil de bedste hold avancere til Finals, som erstatter Playoffs fra første sæson. Finals vil blive spillet 10 dage senere - lørdag den 20. april.

Fremover bliver kampene spillet tirsdage og onsdage, hvor seerne kan se to udvalgte topkampe på Canal 9 i tidsrummet 18:30 til 21:00. De resterende kampe vil seerne kunne finde på Dplay i tidsrummet 18:30-23:00.

I sæson to af eSuperligaen præmieres vinderen med hele 180.000 kr – en stigning på 30.000 kr. i forhold til sæson 1.