Nattestad returnerer til Molde


16. december 2018

AC Horsens nåede at hente Sonni Nattestad på en lejeaftale i Molde FK på transfervinduets sidste dag, og den stærke midterforsvarer har gjort det rigtig godt i den gule trøje.

Lejeaftalen ophører til årsskiftet, og dermed returnerer den færøske landsholdsspiller til sin norske arbejdsgiver.

Manager Bo Henriksen sender en buket roser afsted med Sonni Nattestad.

- Lige nu er vi i situation, hvor vi ikke skal købe spillere, og derfor er det helt naturligt, at Sonni vender tilbage til Molde. Han er en utrolig spændende spiller, der har vist sig flot frem for os, og det kan være på gensyn og ikke farvel, for han har potentiale til at nå rigtig langt og er en rigtig god fyr, fortæller Bo Henriksen.

Det er Sonni Nattestad andet lejeophold i AC Horsens, og han har endnu engang haft det godt på Langmarksvej.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg fik mulighed for at spille for AC Horsens igen, og jeg kommer til at savne alle i klubben. Jeg har været lidt skadet, men jeg har også spillet kampe, og det er gået fint, så det har været en god periode, fortæller Sonni Nattestad.