P. Olesen A/S køber rygsponsorat


11. august 2017

AC Horsens spillede med P. Olesen på ryggen i over halvdelen af kampene i sidste sæson, og Tshiembe, Sanneh, Mensah og de andre spillere har også nedbrydningsfirmaet på ryggen i denne sæson.

P. Olesen A/S har nemlig købt rygsponsoratet i hele denne sæson og opgraderer samtidig sponsoratet til at blive Partner Plus.

Henrik Olesen er driftsleder ved P. Olesen A/S, og han fortæller her om baggrunden for, at virksomheden har valgt at købe rygsponsoratet igen i denne sæson.

- Vi var glade for at have rygsponsoratet i godt halvdelen af sidste sæson, for det var en sjov og god reklame for os, og vi vil rigtig gerne støtte klubben. Derudover passer det rigtig godt ind i vores virksomhed med farverne, fortæller Henrik Olesen og fortsætter:

- Vi har en del kunder og bekendte, der har lagt mærke til vores rygsponsorat og fortalt os, at det ser godt ud, og vi får altid positive tilkendegivelser for det. Når der bliver spillet en kamp, så ser man det mange gange i TV, og efterfølgende får vi også gavn af billeder fra kampen, hvor man også kan se vores navn, lyder det fra Henrik Olesen.

Generelt er P. Olesen A/S godt tilfreds med AC Horsens som samarbejdspartner.

- Vi har været rigtig glade for samarbejdet gennem alle årene. Folk er meget nede på jorden, og vi får altid en god service, når vi er i kontakt med AC Horsens, forklarer Henrik Olesen.

AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen glæder sig over, at AC Horsens også i næste sæson skal spille med P. Olesen A/S på ryggen.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med P. Olesen gennem en længere årrække, og vi er super glade for, at P. Olesen igen har købt rygsponsoratet. Vi glæder os til at hjælpe dem med at opnå lokal, regional og landsdækkende eksponering, fortæller Kristian Nielsen.

Klik her for at læse mere om P. Olesen A/S.