Præst blev matchvinder i Telia Parken


11. februar 2019

AC Horsens tog hul på sæsonen i Reserveligaen med stil, da ”de gule” mandag eftermiddag kunne rejse hjem fra Telia Parken med en 1-0 sejr over FC København.

Det var en reserveligakamp på et højt niveau i en god ramme i Telia Parken, hvor AC Horsens var det bedste hold og havde flere store chancer, der desværre ikke blev udnyttet. FC København havde reelt kun to chancer – et langskud på træværket og et brændt straffespark i det 61. minut, hvor Mikkel Mena Qvist i øvrigt modtog sit andet gule kort.

Dermed var AC Horsens en mand i undertal i en halv time, men der blev forsvaret klogt, og ”de gule” truede hjemmeholdet på omstillinger, hvilket også resulterede i målet. Matthias Præst brød bolden og sendte Thomas Rohde alene igennem. Rohde udplacerede Stephan Andersen i målet, men en FCK-spiller kom glidende og reddede på stregen, inden Præst, der klogt var løbet med i feltet, scorede på riposten.

Alt i alt en fremragende præstation, hvor alle ydede en fremragende indsats og spillede rigtig godt.

AC Horsens: Kevin Ray Mendoza, Rune Frantsen, Frederik Mortensen, Mikkel Mena Qvist, Gregers Arndal-Lauritzen, Louka Prip (Frederik Jørgensen, 86.), Matthias Præst, Bjarke Jacobsen, Sebastian Avanzini (Thomas Rohde, 61.), Oliver Drost (William Førby, 82.), Nicolai Brock-Madsen (Mathias Madsen, 32.)