Rema 1000 Bygholm: Vi får det optimale ud af vores sponsorat


12. april 2019

AC Horsens har en række loyale sponsorer og samarbejdspartnere, og en af dem er Rema 1000 Bygholm med købmand Flemming Madsen i spidsen.

Mandag den 11. marts fik Rema 1000 Bygholm besøg af Louka Prip og Gregers Arndal-Lauritzen, og de to AC-spillere skrev autografer og delte 300 billetter ud til den efterfølgende kamp mod Brøndby IF på CASA Arena Horsens.

- Jeg synes, det var en rigtig sjov gimmick, og det gav både omtale og liv i butikken. Generelt får vi det optimale ud af vores sponsorat i AC Horsens, og vi har et rigtig godt samspil med klubben i forhold til behov og ønsker. Vi finder altid ud af en aftale, der er god for begge parter, fortæller Flemming Madsen og fortsætter:

- Vi vil rigtig gerne bakke op om lokalsporten og byens hold, og hjertet er gult, lyder det fra Flemming Madsen.

Tidligere tog han imod sine kunder på Skt. Helene Vej, men butikken er blevet flyttet ud til Bygholm Søpark 25, og det har været den helt rigtige beslutning.

- Horsens midtby er rigtig svær at være i trafikmæssigt i øjeblikket, og vi fik mulighed for at rykke op fra 1. division til Superligaen ved at få en større butik, bedre parkeringsmuligheder og flotte omgivelser. Der er stadig ting, vi skal vænne os til og lære, og det er vi i fuld gang med, men der er ingen tvivl om, at det har givet det hele et løft, og kunderne har taget rigtig godt imod det, fortæller Flemming Madsen.

Rema 1000 Bygholm er også sponsor for Rema 1000 Fodboldskole på CASA Arena Horsens, som AC Horsens og HfS afholder i påskeferien og efterårsferien til stor glæde for fodboldglade drenge og piger.

Hvis du vil holde dig opdateret om Rema 1000 Bygholm og butikkens gode tilbud, så kan du følge Rema 1000 Bygholm på Facebook her.