Reserverne sænkede AGF på CASA Arena Horsens


9. oktober 2017

AC Horsens’ reserveligamandskab satte sæsonens første sejr ind på kontoen, da AGF blev sendt hjem fra Langmarksvej med et 0-2 nederlag i spillerbussen.

Gæsterne kom til Horsens med spillere som Steffen Rasmussen, Jens Stage, Niklas Backman, Mustapha Bundu, Mikkel Rask, Daniel A. Pedersen og André Riel i startopstillingen, og hjemmeholdet stillede med et sammenbragt mandskab af spillere fra A-truppen, U19-truppen og fem lånespillere fra Brabrand.

Alligevel fremstod hjemmeholdet som en homogen og hårdtarbejdende enhed, og der blev gået til stålet.

Kampens første scoring faldt efter et kvarters spil, da en velspillende Nicolai Dohn sendte Thomas Rohde i dybden med en god aflevering. Rohde holdt fast i bolden og spillede bolden tilbage til Dohn, der behersket sendte den op i krydset.

Gæsternes Bundu og Stage havde et par gode forsøg for gæsterne, men det lykkedes ikke at overliste Bobjerg i AC-buret.

AGF var mest på bolden efter pausen, men AC Horsens gjorde det godt, og Thomas Rohde testede Steffen Rasmussen med et resolut skud efter godt en times spil. Denis Suljic og Oliver Drost forsøgte sig også med gode skud, og i det 80. minut lukkede Oliver Drost kampen. Han tørrede Jens Stage og lavede en kanal på ham, inden han sparkede bolden i kassen.

AC Horsens: Bobjerg, Pedersen, Bojsen, Arndal, Olesen, Suljic (Holm, 85.), Dohn, Kjeldsen, Drost, Rohde (Harmiz, 87.), Søjberg (Buchholdtz, 60.)