Sæsonpremiere til glemmebogen


16. juli 2012

AC Horsens fik en ualmindelig sløj start på superligasæsonen 2012/2013 med et nederlag på hele 0-4 til FC Nordsjælland på CASA Arena Horsens. ”De Gule” blev alvorligt handicappet efter knap en halv times spil, da Martin Spelmann modtog sit andet gule kort og dermed måtte hjemmeholdet spille med en mand i undertal i over en time. FC Nordsjælland scorede til 2-0 kort efter udvisningen og satte trumf på med målene til 3-0 og 4-0 i slutminutterne.

FC Nordsjælland kom foran med 1-0 efter bare syv minutters spil, da Kasper Lorentzen satte sidste fod på et godt angreb, men ”De Gule” svarede godt igen. To minutter senere burde Morten Rasmussen have bragt balance i regnskabet, da han fik en stor chance tæt under mål, men Jesper Hansen reddede flot. Et halvt minut senere måtte Jesper Hansen agere redningsplanke igen, og denne gang var det på en flugter fra Lasse Kryger. Fem minutter senere var Martin Spelmann ikke mange støvlenumre fra at komme først på Lasse Krygers indlæg. I den anden ende fik Tobias Mikkelsen en stor chance, da Thomas Kortegaard mistimede bolden, men chancen løb ud i sandet.

I det 27. minut ændrede kampen karakter, da Martin Spelmann modtog sin anden advarsel for et frispark på Jesper Hansen, og da han tre minutter tidligere modtaget en advarsel for et frispark på Lasse Petry, måtte han forlade banen. TV-billederne viste, at Martin Spelmann gled i situationen, da han ramte Jesper Hansen, men dommer Henning Jensen var ikke i tvivl.

Fire minutter senere øgede Andreas Laudrup til 2-0, og han havde også en friløber i de sidste sekunder af 1. halvleg, men der faldt ikke flere mål før pausen.

AC-spillerne fightede flot efter pausen, men de blev forståeligt nok møre som halvlegen skred frem. Efter godt en times spil var både dybdeløbet fra Lasse Kryger og afleveringen var Jeppe Mehl tæt på at sidde i skabet, men Kryger kunne akkurat ikke nå bolden. Det havde ellers udmøntet sig i en friløber. Der var tilløb til flere gule chancer, men det blev lige ved og næsten.

10 minutter før tid var indskiftede Troels Kløve på spil i feltet, og Henrik Kildentoft måtte bruge ulovlige midler for at stoppe ham, men dommer Henning Jensen dømte ikke straffesparket. Nicolai Stokholm headede 3-0 målet i kassen, da han dukkede op ved bageste stang, og i overtiden lukkede Christian Gytkjær kampen med 4-0 målet.

Matchfacts:

AC Horsens – FC Nordsjælland 0-4 (0-2)

0-1 Kasper Lorentzen (7.)

0-2 Andreas Laudrup (31.)

0-3 Nicolai Stokholm (83.)

0-4 Christian Gytkjær (90.)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Alexander Juel Andersen, Morten Rasmussen, Nabil Aslam, Thomas Kortegaard

Lasse Kryger, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Jeppe Mehl

Martin Spelmann, Ken Fagerberg

Indskiftninger, AC Horsens:

65. André Bjerregaard (Ken Fagerberg)

75. Mads Agesen (Nabil Aslam)

78. Troels Kløve (Steffen Kielstrup)

Advarsler, AC Horsens:

24. og 27. Martin Spelmann

FC Nordsjælland:

Jesper Hansen

Henrik Kildentoft, Ivan Runje, Jores Okore, Mario Ticinovic

Lasse Petry, Nicolai Stokholm, Søren Christensen

Kasper Lorentzen, Morten Nordstrand, Tobias Mikkelsen

Indskiftninger, FC Nordsjælland:

25. Andreas Laudrup (Morten Nordstrand)

65. Rawez Lawan (Tobias Mikkelsen)

77. Christian Gytkjær (Kasper Lorentzen)

Advarsler, FC Nordsjælland:

36. Henrik Kildentoft

44. Ivan Runje

Tilskuere: 3.180

Man of the match: Lasse Kryger

Dommer: Henning Jensen

Klik her for at se statistik om kampen.

Foto: badenfoto.dk