Samarbejdsklubbernes dag på CASA Arena Horsens


12. september 2017

AC Horsens har et fantastisk samarbejde med klubberne i Insero Klubsamarbejdet, og ”de gule” vælger traditionen tro at invitere samarbejdsklubberne til fodbold på CASA Arena Horsens.

Det sker lørdag den 23. september klokken 16.00, når AC Horsens tager imod FC Helsingør, og forhåbentlig bliver det med massiv opbakning fra tribunerne, for ungdomsmedlemmer, trænere og ledere fra samtlige samarbejdsklubber bliver inviteret gratis med til opgøret.

AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen glæder sig til at se og høre en masse tilskuere fra samarbejdsklubberne, når FC Helsingør kommer på besøg.

- Vi har et fantastisk samarbejde med klubberne i Insero Klubsamarbejdet, og vi er meget taknemmelige for den indsats, der bliver gjort rundt om i klubberne. Det er ved at blive en fin tradition med en dag for samarbejdsklubberne her på vores hjemmebane, og vi glæder os til endnu en god dag, fortæller Kristian Nielsen.

Klubberne skal sende en samlet billetbestilling til event@achorsens.dk senest tirsdag den 18. september, og billetterne kan afhentes på AC Horsens’ kontor onsdag den 20. september eller torsdag den 21. september. Der er også mulighed for at få tilsendt billetterne på mail, og hvis man ønsker det, skal det angives ved bestillingen.