Samarbejdsklubbernes dag på CASA Arena Horsens


25. september 2018

AC Horsens har et fantastisk samarbejde med klubberne i Insero Klubsamarbejdet, og ”de gule” vælger traditionen tro at invitere samarbejdsklubberne til fodbold på CASA Arena Horsens.

Det sker søndag den 7. oktober klokken 14.00, når AC Horsens tager imod Esbjerg fB, og forhåbentlig bliver det med massiv opbakning fra tribunerne, for ungdomsmedlemmer, trænere og ledere fra samtlige samarbejdsklubber bliver inviteret gratis med til opgøret.

AC Horsens er ubesejret på hjemmebane i denne sæson, og direktør Kristian Nielsen glæder sig til at se og høre en masse tilskuere fra samarbejdsklubberne, når oprykkerne fra Esbjerg kommer på besøg.

- Det er en rigtig fin tradition at afholde en dag for samarbejdsklubberne på CASA Arena Horsens, og vi glæder os til at byde rigtig mange fodboldspillere, trænere og ledere fra klubberne i Insero Klubsamarbejdet velkommen den 7. oktober. Der bliver ydet en kæmpe arbejdsindsats i vores samarbejdsklubber, og det er vi meget taknemmelige for. Vi håber, de alle får en god oplevelse, når vi møder Esbjerg på hjemmebane, fortæller Kristian Nielsen.

Samarbejdsklubberne vil som sædvanligt blive hyldet, når de går en æresrunde et kvarter før kickoff.

Klubberne skal sende en samlet billetbestilling til event@achorsens.dk senest mandag den 1. oktober, og billetterne kan afhentes på AC Horsens’ kontor onsdag den 3. oktober eller torsdag den 4. oktober – begge dage fra klokken 8.00-16.00. Der er også mulighed for at få tilsendt billetterne på mail, og hvis man ønsker det, skal det angives ved bestillingen.

AC Horsens inviterer igen indenfor i fanzonen søndag den 7. oktober fra klokken 11.30-13.30, og her vil der være sjove aktiviteter for hele familien.

Foto: Charlotte Adsbøl