Sejr på sande AC Horsens dyder


3. april 2016

AC Horsens hentede en 2-0 sejr i dagens hjemmekamp mod HB Køge. Sejren kom i hus på de sande AC Horsens dyder om hårdt arbejde, ydmyghed og holdånd, da HB Køge var mest i boldbesiddelse, men De Gule knoklede kampen igennem for at hente pointene.

Bubacarr Sanneh var desværre ikke blevet sin skade fra Vejle kampen kvit, så forsvaret var igen det samme som mod FC Fredericia, hvor Frederik Møller og Mathias Nielsen udgjorde en særdeles solid midterakse, ligesom der var blevet plads til Jonas Gemmer på den centrale midtbane ved siden af Conor O’ Brien.

Dagens modstander fra HB Køge var inden kampen et af Bet 25 Ligaens mest formstærke mandskaber med 3 sejre og 1 uafgjort i de første 5 kampe i 2016, men De Gule steppede på speederen fra start, og det gav pote efter bare to minutters spil. Et indlæg fra Aleksandar Stankov ramte Kjartan Finnbogason, som headede bolden i en sejlende bue ind bag Frederik Due til 1-0. En drømmestart for hjemmeholdet, der fortsatte i overhalingsbanen i kampens start. Dette gav efter 5 minutter en god chance til Aleksandar Stankov i en god skudposition, men skuddet sad lige på Frederik Due.

Efter tyve minutters spil måtte Aleksandar Stankov desværre udgå med en skulderskade efter en hård tackling fra HB Køges Henrik Madsen. Efter kampen blev Stankov røntgenfotograferet, og heldigvis var intet brækket, men skulderen havde været ude af led. Ind kom i stedet Delphin Tshiembe på en for ham lidt uvant plads i front.

Kort efter Stankovs exit var det desværre også tak for i dag til Jeppe Mehl, der fik en forstrækning i baglåret og måtte udgå. Ind kom i stedet Joseph Mensah, som var tilbage efter hans træthedsbrud i skinnebenet.

Første halvleg sluttede 1-0 på Finnbogasons tidlige scoring. De Gule stod rigtig stærkt på banen og tillod ikke gæsterne at spille i de mellemrum, som holdet ellers er rigtig gode til. De store chancer var der ikke til nogen af mandskaberne resten af halvlegen så 1-0 holdt til halvleg.

I fodbold gælder det om at score på de rigtige tidspunkter i kampene, og det var De Gule gode til i dagens kamp. Efter bare 3 minutters spil af 2. halvleg, blev det nemlig 2-0 til De Gule. Et flot gennemspillet angreb af Lasse Kryger og Peter Nymann endte med en centring ind foran mål, hvor Kjartan Finnbogason fordoblede dagens målhøst ved sikkert at sætte bolden i nettet til 2-0.

Resten af kampen formede sig som en forsvarskamp af De Gule. HB Køge fik lov at have bolden meget, men forvaltede den ikke særlig godt, på grund af, at De Gule stod stærkt i organisationen og afviste HB Køge stort set hver gang de nærmede sig

Det blev til et par enkelte gode muligheder til HB Køge. Mark Gundelach slap fri bagerst i feltet efter 74 minutter, men Niclas Dannevang kom flot ud af sit mål og klarede med en fodparade. Efter 81 minutter var det Marc Rochester der forsøgte sig med et fladt forsøg i feltet, men igen reddede Niclas Dannevang med en flot redning.

Dagens Man Of The Match blev fuldt fortjent den dobbelte målscorer Kjartan Finnbogason. Udover hans to flotte mål, arbejdede islændingen kampen igennem som en hest, og angriberen blev fortjent klappet ud med stående ovationer efter 88 minutter, hvor Malthe Boesen erstattede topscoreren.

Føringen holdt resten af kampen selvom HB Køge forsøgte sig med et sporadisk pres til sidst. Sejren bragte De Gule tilbage på andenpladsen i ligaen inden næste weekends kamp ude mod FC Helsingør.

 

Kampfakta:

AC Horsens - HB Køge 2-0 (1-0)

 

Mål:

2. min 1-0 Kjartan Finnbogason

48. min 2-0 Kjartan Finnbogason

 

Startopstillinger:

AC Horsens:

Niclas Dannevang

Peter Nymann, Mathias Nielsen, Frederik Møller, Mikkel Jespersen

Lasse Kryger, Conor O’Brien, Jonas Gemmer, Jeppe Mehl

Aleksandar Stankov, Kjartan Finnbogason

 

HB Køge:

Frederik Due

Mark Gundelach, Kristian Pedersen, Daniel Arrocha, Malte Amundsen

Henrik Madsen, Mikkel Wohlgemuth, Kristian Andersen

Lee Rochester, Marc Rochester, Rasmus Nielsen

 

Udskiftninger:

AC Horsens:

23. min., Aleksandar Stankov ud, Delphin Tshiembe ind

26. min., Jeppe Mehl ud, Joseph Mensah ind

88. min., Kjartan Finnbogason ud, Malthe Boesen ind

 

HB Køge:

77. min., Lee Rochester ud, Sylvester Seeger-Hansen ind

 

Advarsler:

AC Horsens

Delphin Tshiembe

Jonas Gemmer

Mathias Nielsen

Kjartan Finnbogason

 

HB Køge:

Henrik Madsen

Frederik Due

Daniel Arrocha

 

Tilskuertal: 1.745

Man Of The Match: Kjartan Finnbogason