Sikker premieresejr til ”De Gule”


17. juli 2011

AC Horsens tog i dag hul på superligasæsonen 2011/2012 og det skete med en sikker 3-0 sejr over oprykkerne fra HB Køge. Der var aldrig tvivl om sejren og hjemmeholdet producerede mange chancer gennem hele kampen.

”De Gule” kom aggressivt fra start og satte sig godt igennem fra første minut, og Jeppe Mehl var tæt på at krydre sin debut med en scoring allerede i det fjerde minut, men skuddet strøg lige forbi mål – mange tilskuere på CASA Arena Horsens var så småt begyndt at juble, men bolden landede på den forkerte side af stolpen.

Kampens første scoring faldt i det 14. minut, da Jeppe Mehl og Gilberto Macena spillede et-to, hvorefter Mehl sendte bolden ind i feltet til Issey Nakajima-Farran. Han pandede bolden på overliggeren, men Lasse Kryger var over riposten og flugtede den i netmaskerne. HB Køge kom sjældent frem til farlige forsøg, men Bo Storm stod for et af dem. Han sendte et kvalificeret frispark mod Søren Jochumsens mål i det 17. minut, men AC-keeperen vippede skuddet over mål.

AC Horsens fortsatte med at skabe chancer og Jeppe Mehl var tættest på at udbygge føringen i det 25. minut, da Martin Spelmann viste godt overblik og fandt ham inde foran mål. Han tog et enkelt træk og sendte bolden på stolpen. Det blev dog ikke til flere scoringer i 1. halvleg, men ingen havde kunnet indvende noget mod en gul 3-0 føring ved pausen.

Mølbys mandskab fortsatte de gode takter efter pausen og der var blot spillet fire minutter, da Issey Nakajima-Farran afsluttede fra en spids vinkel, men han måtte nøjes med hjørnespark. To minutter senere var han meget tæt på at nå Gilberto Macenas tværaflevering, men Morten Hastrup dykkede godt ned. Tre minutter senere måtte HB Køge-keeperen diske op med en fodparade på Macenas afslutning.

I det 56. minut gik den så ikke længere for gæsterne. Martin Spelmann spillede Lasse Kryger på kanten af feltet og han lod bolden gå igennem benene og videre til Martin Retov. Han trykkede af første gang og bolden strøg i mål.

Issey Nakajima-Farran lukkede kampen med 3-0 målet 20 minutter før tid. Jeppe Mehl tog endnu engang et godt rush på kanten og forsøgte at finde en medspiller inde foran mål. Bolden blev dog opsnappet af Thomas Sørensen, der ikke formåede at cleare den. I stedet overtog Gilberto Macena bolden og han fandt Issey Nakajima-Farran, der sikkert scorede til 3-0.

Indskiftede Alioune Kebe havde et par gode forsøg mod slutningen af kampen og HB Køges Marc Rochester var også tæt på at afslutte fra tæt hold, men Nabil Aslam kom godt ned og flere mål blev det ikke til. HB Køge sluttede med 10 mand på banen efter Simon Richters udvisning.

AC Horsens – HB Køge 3-0

1-0 Lasse Kryger (14.)

2-0 Martin Retov (56.)

3-0 Issey Nakajima-Farran (69.)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Morten Rasmussen, Nabil Aslam, Niels Lodberg, Anders Nøhr, Lasse Kryger, Martin Retov, Martin Spelmann (Janus Drachmann, 82.), Jeppe Mehl, Issey Nakajima-Farran (Henrik Toft, 75.), Gilberto Macena (Alioune Kebe, 87.).

HB Køge:Morten Hastrup, Simon Richter, Thomas Sørensen, Stefan Hansen, Andreas Sørensen, Bo Storm (Ronnie Bendtsen, 79.), Nicolaj Madsen, Lasse Kronborg (Marcel Rømer, 45.), Mads Laudrup, Martin Christensen (Marc Rochester, 62.), Simon Christoffersen.

Advarsler: Simon Richter (46. og 75.).

Man of the match: Jeppe Mehl.

Tilskuere: 2.227.

Dommer: Henning Jensen.

Foto: badenfoto.dk