Skuffende nederlag til ”De Gule”


3. november 2013

AC Horsens tog her til eftermiddag imod Hvidovre på CASA Arena Horsens, og ”De Gule” måtte desværre indkassere et skuffende 0-2 nederlag.

Det var hjemmeholdet, der kom bedst ud af starthullerne, og Jude Nworuh manglede ikke meget for at tackle bolden i kassen efter blot 52 sekunders spil. I det hele taget sværmede AC-spillerne rundt om gæsternes felt og mål, og i det 13. minut var Jude Nworuh tæt på igen. Han tog bolden med ind i feltet, spillede den til Henrik Toft, der lagde den af for Nworuh, og han forsøgte sig med et skud, men keeperen var på plads.

I det 19. minut brændte det for alvor på for gæsterne, da Janus Drachmann sendte en fremragende aflevering af sted mod Lasse Kryger, der foretog et godt løb og pandede bolden på overliggeren.
Gæsternes første forsøg stod backen Mikkel Knudstrup for, da han i det 19. minut forsøgte sig med et skud, der røg langt forbi kassen, men Hvidovre viste effektivitet og bragte sig foran på deres andet forsøg i kampen. AC-defensiven fik ikke dæmmet op for en bold i dybden, og det udnyttede Jonathan Nielsen, der måtte se den første afslutning ramme en fremadstormende Lasse Heinze, men Nielsen var over riposten som første mand og kunne trille bolden i kassen.

AC Horsens forsøgte at svare igen kort efter, da Troels Kløve sendte et fladt skud på kassen, men Andreas Larsen reddede sikkert. Jonathan Nielsen var tæt på at blive dobbelt målscorer, men hans skud prellede af på træværket i det 43. minut.

"De Gule” kom ud til 2. halvleg med masser af aggressivitet, og efter godt en times spil fandt Janus Drachmann André Bjerregaard med en dyb stikning. Bjerregaard sendte en tværbold ind foran kassen, hvor Hvidovre lidt heldigt fik clearet ud over baglinjen, og to minutter senere var Bjerregaard så i afslutterens rolle på en pæn mulighed, men målmanden reddede, og der kom heller ikke noget ud af Lasse Krygers afslutning på riposten. Lasse Kryger forsøgte sig med et hovedstød i det 68. minut, men endnu engang stod målmanden i vejen.

Hvidovre viste anderledes effektivitet, og kampen blev lukket 10 minutter før tid efter en Hvidovre-omstilling, hvor afslutningen i første omgang blev blokeret. Hvidovre var først over bolden, der blev sendt ind foran mål, hvor Alexander Green scorede til 2-0.

Trods nederlaget er AC Horsens fortsat placeret på andenpladsen i NordicBet Ligaen, men der er trængsel i toppen. Lyngby har også 26 point, men er placeret på en tredjeplads på grund af en dårligere målscore, og Vejle, HB Køge og FC Fredericia har henholdsvis 25, 25 og 24 point på de næste pladser.

Matchfacts:
AC Horsens – Hvidovre IF 0-2 (0-1)
0-1 Jonathan Nielsen (28.)
0-2 Alexander Green (80.)

AC Horsens:
Lasse Heinze
Anders Randrup, Nabil Aslam, Steffen Kielstrup, Thomas Kortegaard
Lasse Kryger, Martin Retov, Janus Drachmann, Troels Kløve
Jude Nworuh, Henrik Toft

Indskiftninger:
57. André Bjerregaard (Henrik Toft)
67. Jeppe Mehl (Troels Kløve)
74. Mikkel Agger (Jude Nworuh)

Advarsler:
37. Thomas Kortegaard
86. Nabil Aslam

Hvidovre IF:
Andreas Larsen
Patrick Lerager, Stefan Hansen, Nick Andersen, Mikkel Knudstrup
Thomas Wiil-Andersen
Azad Corlu, Jonas Hebo, Christopher Østberg, Alexander Green
Jonathan Nielsen

Indskiftninger:
59. Morten Bech (Christopher Østberg)
72. Ole Dau (Jonathan Nielsen)
76. Stefan Sørensen (Jonas Hebo)

Advarsler:
38. Stefan Hansen
84. Alexander Green

Man of the match:
Lasse Kryger

Tilskuere:
2.234

Dommer:
Casper Thorsøe Jr.

Foto: badenfoto.dk