SoMe Devoted: Mange af vores kunder kan føres tilbage til AC Horsens


24. april 2019

AC Horsens har stor succes med klubbens handelsnetværk, og der er fortsat stor interesse for at blive en del af det.

Der bliver udvekslet kontakter, erfaringer og lavet business i det gule netværk, og SoMe Devoted er en af de virksomheder, der har haft stor gavn af handelsnetværket.

Frederik Lassen og Mikkel Bank etablerede SoMe Devoted, da de stadig studerede, og det første års tid var en garage indrettet som kontor. Herefter rykkede SoMe Devoted til FÆNGSLET, og medarbejderstaben blev også udvidet.

Det var en gul netværkstur til MY GARAGE, PwC og The Diner, der for alvor vækkede interessen for SoMe Devoteds deltagelse i handelsnetværket.

- Vi fik en god fornemmelse af netværket, da vi var på netværkstur, og vi tog egentlig ret hurtigt beslutningen om at blive en del af handelsnetværket. Det foregik på et uformelt niveau, vi gerne ville være med på, og det tiltalte os, fortæller partner Frederik Lassen.

Flere medlemmer af handelsnetværket er nu kunder hos SoMe Devoted, og deltagelsen i handelsnetværket har også ført til et netværk af folk, der kan hjælpe med at udvikle SoMe Devoted.

- Det begyndte faktisk allerede i starten med gode snakke med potentielle kunder, og flere af dem bruger vi som sparringspartnere. En stor del af vores kunder har vi fået direkte eller indirekte via handelsnetværket, og mange af vores kunder kan føres tilbage til AC Horsens, forklarer partner Mikkel Bank.

Han er en aktiv medspiller i handelsnetværket sammen med Frederik Lassen.

- Vi sørger for at møde op til alle møder med et smil på læben, og det er altid en god oplevelse at deltage i møderne og netværksturene. Det er sjovt at komme ud og snakke med forskellige mennesker og få en fornemmelse af, hvad der sker rundt omkring. Vi forsøger at give noget til netværket og bruge netværket, og det er naturligt at gå ned til Max fra Holte Vinlager, hvis vi skal bruge vin eller besøge Hans Laursen Optik, hvis vi skal have nye briller, for vi vil jo gerne bruge hinanden, siger Mikkel Bank.

Det koster fra 7.000 kroner om året at være medlem af handelsnetværket i AC Horsens, og de penge har været en god investering for SoMe Devoted.

- Vi kan absolut anbefale det, for det har været med til at give vores virksomhed et boost, og det er en lille genvej til at udvide netværket med det samme. Man ser det måske ikke på indtjeningen i starten, men det tjener sig selv ind igen. Vi kan for alvor mærke effekten nu, hvor folk henvender sig, fordi de har fået os anbefalet. Man skal ikke undervurdere, at det er et kvalitetsstempel at være med i handelsnetværket, for det åbner døre. Det er nemmere at indlede en snak med folk fra andre grupper, der er med i handelsnetværket, fortæller Mikkel Bank.

Klik her for at læse mere om SoMe Devoted.