Statistik før Esbjerg-kampen


25. maj 2011

AC Horsens møder i aften Esbjerg fB på Blue Water Arena i næstsidste runde. AC har leveret glimrende præstationer mod guldvinderne og de sandsynlige sølvvindere, men er trods 37 point ikke matematisk sikret mod nedrykning. AC kan ikke indhentes af Esbjerg, men Randers og Lyngby kan stadig nå 38 point. Mister en af de to klubber point, er AC sikret en ny sæson i Superligaen, men AC satser på selv at afgøre det. Den store jævnbyrdighed betyder, at AC – med to kampe igen – kan slutte mellem nr. 5 og 11.

De to klubber har mødt hinanden 46 gange siden 1967, og ”De Gule” har en positiv statistik mod vestjyderne med 20 sejre, 12 uafgjorte og 14 nederlag, målscore 69-69.
De indbyrdes opgør i Esbjerg omfatter 22 kampe med 9 sejre til hver og 4 uafgjorte.
I Superligaen har 6 kampe i Esbjerg givet 3 sejre til ”De Gule”, 2 kampe er endt uafgjort og Esbjerg har vundet en enkelt gang, målscore 6–3 i AC-favør. Blue Water Arena er dermed det sted, hvor AC har den bedste udebanestatistik.

I de første 31 kampe har AC kun lukket 36 mål ind og har dermed turneringens næstbedste forsvar. I sæsonen 2005/06 blev der kun scoret 41 mål mod ”De Gule”, hvilket er rekord for en oprykker. AC har således chancen for at forbedre rekorden.

AC Horsens leverede en fornem præstation i kampen mod OB, der sluttede 3–3. Det er ikke første gang, at ”De Gule” spiller 3–3 i Odense. De fleste kan sikkert huske, at det også skete i Superligaen i juli 2007, men derudover at det faktisk sket to gange tidligere. Både i august 1957 og marts 1964 sluttede opgørene 3–3. Gennem tiderne er det blevet til 8 uafgjorte kampe mod OB i Odense, heraf er halvdelen således endt 3–3.

AC kunne med lidt held have hentet alle 3 point i Odense. I så fald havde det været første gang i næsten 38 år, idet den seneste sejr ligger tilbage til den 26. august 1973.

Der bliver i en Superligarunde i gennemsnit scoret 16–17 mål, men 31. runde var specielt målrig med ikke mindre end 29. Rekorden lyder på 30 mål, og ligger tilbage til august 1997.

Niiels Lodberg eksekverede mod OB for 9. gang et straffespark, og er fortsat mr. 100 %. Lodberg er nu oppe på 49 mål for AC, hvilket rækker til en 13. plads på alle tiders rangliste.

Kilde: Hans Kleberg