Stor interesse for lokalbrag: Nordtribunen er udsolgt


31. august 2018

Interessen for at overvære aftenens lokalbrag mellem AC Horsens og Vejle Boldklub er rigtig stor, og der venter en fantastisk ramme på CASA Arena Horsens.

Alle billetter på Nordtribunen er nu blevet solgt, og der er få billetter tilbage på Roesgaard Tribunen (Sydtribunen) i det gamle familieafsnit.

- Jeg har en forventning om, at vi lander på omkring 8.000 tilskuere til kampen, for der har været stor interesse for kampen, og vi sælger stadig billetter. Vi håber, at rigtig mange fans vælger at varme op i Horsens’ største fredagsbar, som vi åbner med en masse sjove aktiviteter fra klokken 16.00, fortæller AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen og fortsætter:

- Jeg vil gerne opfordre alle tilskuere til at komme i rigtig god tid og købe billet online via vores hjemmeside eller app. Hvis man køber billetten på forhånd, kan man spare penge, springe over billetkøen og scanne billetten direkte ved indgangsmøllen via sin smartphone, lyder det fra Kristian Nielsen.

Der bliver pres på parkeringspladserne, og AC Horsens har fået lov til at låne parkeringspladsen hos BB Electronics A/S. Det er muligt at køre ind via Langmarksvej og Ane Staunings Vej. Parkeringspladsen er åben fra klokken 16.00-21.30.

Det er naturligvis også muligt at parkere ved Learnmark Horsens på Stadionsvej 2. Benyt indkørslen ved Østergade.

Klik her for at købe billet til aftenens lokalbrag.