Tredje remis mod Viborg


26. april 2015

I går spillede AC Horsens uafgjort 0-0 mod Viborg i 26. runde i 1. Division på CASA Arena Horsens. Kampen bød på få målchancer i første halvleg, men efter pausen satte ”De Gule” sig på spillet og kreerede flere store målchancer. På den baggrund havde det været fortjent, hvis AC Horsens havde vundet kampen, men det blev ved de 0-0, og dermed blev det også til den tredje remis på stribe mod topholdet Viborg i denne sæson.

Fra kampens start var tempoet til at følge med i, og det var småt med målchancer. I de sidste 20 minutter af første halvleg, satte viborgenserne sig så småt på spillet, uden at de dog skabte de helt store målchancer. Midt i halvlegen skød den tidligere AC Horsens-lejespiller Sebastian Andersen fra distancen, men hans skud røg i sidenettet. Minuttet efter headede Alhaji Gero et godt indlæg lige over Aleksandar Stankovic’ mål. AC Horsens kreerede én rigtig god chance i første halvleg, men desværre kom Kjartan Henry Finnbogason for sent til et godt indlæg fra Jacob Berthelsen. 10 minutter før pausen måtte Morten Rasmussen desværre atter udgå med en skade, og han blev erstattet af Martin Lund. Det medførte en mindre gul rokade, som sendte Jacob Berthelsen ind i midterforsvaret og Thomas Kortegaard på venstre back.

Efter pausen tog ”De Gule” et solidt greb om kampen, og gennem det meste af anden halvleg var de toneangivende og skabte flere store målchancer. Offensivt var det især Troels Kløve og Kjartan Henry Finnbogason, der skabte ravage i Viborgs felt. Kløve spillede en rigtig god kamp som hængende angriber, og han udgjorde et godt makkerpar i angrebet sammen med islændingen. Kløve støbte flere af kuglerne til islændingen, og han kom også selv frem til et par gode målchancer. I den anden ende af banen havde Viborg kampens største målchance i 2. halvleg, men Sebastian Andersens forsøg tog heldigvis ydersiden af træværket. Ellers havde gæsterne kun enkelte sporadiske forsøg, og det der var, tog især Bubacarr Sanneh sig fint af i det gule midterforsvar. Han spillede igen i dag en stærk kamp. Han vandt stort set alle dueller, og han spillede en næsten fejlfri kamp. På den baggrund blev ”Buba” fortjent kåret som ”Man of the match” ved sms-afstemningen blandt de fremmødte 1.779 tilskuere på CASA Arena Horsens.

I kampens slutfase jagtede ”De Gule” et sejrsmål helt indtil dommerens sidste fløjt. I dommerens tillægstid fremtvang hjemmeholdet to hjørnespark lige efter hinanden. Ved det ene af dem havde Mathias Nielsen en god afslutning tæt under mål, som dog blev rettet af og lige over mål. Tættere på sejren kom AC Horsens ikke, og det var ærgerligt set i lyset af det pres, hjemmeholdet lagde på gæsterne gennem det meste af anden halvleg. Men det er hverken misvisende eller unfair, at AC Horsens og Viborg spillede uafgjort for tredje gang ud af tre mulige i denne sæson. Det fortæller meget godt historien om, at de to hold har givet hinanden tre meget jævnbyrdige kampe.

Desværre uddelte dommer Casper Thorsøe Jr. hele otte gule kort. Det svækker AC Horsens voldsomt til kampen mod HB Køge på SEAS NVE Park i Herfølge næste søndag, hvor både Steffen Kielstrup, Thomas Kortegaard og Mathias Nielsen skal afsone karantæne. Endvidere afsoner Frederik Rønnow sin anden og sidste karantænedag i Herfølge næste søndag. Endelig er Morten Rasmussen også tvivlsom til den kamp på grund af den skade, han pådrog sig mod Viborg.

Kampfakta:

AC Horsens-Viborg 0-0 (0-0)

 

AC Horsens:

Aleksandar Stankovic

Mathias Nielsen, Bubacarr Sanneh, Morten Rasmussen, Jacob Berthelsen

Jeppe Mehl, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Thomas Kortegaard

Kjartan Henry Finnbogason, Troels Kløve

 

Udskiftninger:

37. Morten Rasmussen ud, Martin Lund ind.

70. Thomas Kortegaard ud, Martin Retov ind.

88. Jeppe Mehl ud, André Bjerregaard ind.

 

Advarsler:

13. Thomas Kortegaard.

34. Steffen Kielstrup.

60. Mathias Nielsen.

69. Janus Drachmann.

 

Viborg FF:

Peter Friis Jensen

Jonas Thorsen, Babajide Ogunbiyi, Jacob Egeris, Christopher Poulsen

Sebastian Andersen, Jeppe Grønning, Marcel Rømer, Aleksandar Stankov

Serge Deble, Alhaji Gero

 

Udskiftninger:

66. Alhaji Gero ud, Jeppe Curth ind.

74. Sebastian Andersen ud, Martin Svensson ind.

85. Aleksandar Stankov ud, Elson Hooi ind.

 

Advarsler:

43. Jonas Thorsen.

52. Jacob Egeris.  

79. Jeppe Curth.

80. Serge Deble.

 

Man of the match: Bubacarr Sanneh.

1.779 tilskuere.

Dommer: Casper Thorsøe Jr.

 

Foto: Badenfoto.dk