Truppen mod Esbjerg fB


6. oktober 2018

AC Horsens tog fusen på hele fodbold-Danmark i søndags, da Bo Henriksens mandskab formåede at vende 1-0 til 1-2 på Brøndby Stadion, og de tre point gav masser af glæde i det gule omklædningsrum samt i spillerbussen på vej hjem fra Vestegnen.

Sejren blev ikke grundlagt i 1. halvleg, hvor der stod Brøndby på det meste, men der skete noget med ”de gule” efter pausen, og et selvmål af Josip Radosevic samt et matchvindermål af Søren Reese betød, at de sortklædte gæster kunne juble efter slutfløjtet.

De tre point lunede i tabellen, for der er kun fire point mellem AC Horsens på femtepladsen og Vendsyssel FF på 13. pladsen.

- Vi manglede mod, power og energi i 1. halvleg mod Brøndby IF, men vi kom helt anderledes ud til 2. halvleg og hentede en længe ventet sejr på Vestegnen. Det er en fantastisk præstation at vende 1-0 til 1-2 på Brøndby Stadion, og det fortæller noget om den kvalitet og mentalitet, vi har i spillertruppen, fortæller manager Bo Henriksen.

Sejren over Brøndby betyder, at AC Horsens nu har hentet tre sejre ud af tre mulige på Sjælland i denne sæson, og det har været på svære udebaner som i Farum, København og Brøndby.

- Det er et klokkeklart bevis på, at vi kan vinde fodboldkampe alle steder, hvis vi præsterer som hold, og det er en fornøjelse at se os optræde som en enhed, ligesom vi gjorde i 2. halvleg i søndags. Vi ved godt, at der er ting, der skal blive endnu bedre, men vi har et fantastisk fundament, som vi kan bygge videre på, og vi har en stor tro på, at vi kan vinde alle kampe, forklarer Bo Henriksen.

I morgen tager AC Horsens imod Esbjerg fB, der er det oprykkerhold, som har præsteret bedst i denne sæson, og vestjyderne har hentet 15 point, hvilket bringer dem op på en syvendeplads.

Esbjerg fB er et farligt udehold, der har vundet i Aalborg og Brøndby i denne sæson, så det er et hold, man skal have respekt for.

- Vi skal have respekt for alle de hold, vi møder, og vi skal selvfølgelig også have respekt for Esbjerg, der har fået et fint comeback til Superligaen. De har allerede hentet mange point, og halvdelen af deres point er hentet på udebane, hvilket vidner om kvalitet, men vi tror også på, at vi kan vinde over dem på hjemmebane, hvor vi er ubesejret. Søren Reese blev matchvinder efter en dødbold i Brøndby, og vi scorede efter tre dødbolde mod Middelfart, så vi er inde i en god periode, og vi skal endnu engang forsøge at udnytte vores store styrke på dødbolde, siger Bo Henriksen.

Han har udtaget følgende trup til kampen:

1. Matej Delač
2. Sammy Skytte
3. Mads Juel Andersen
4. Søren Reese
5. Michael Lumb
6. Sivert Heltne Nilsen
7. Mathias Nielsen
8. Bjarke Jacobsen
11. Peter Nymann
12. Rune Frantsen
13. Thomas Kortegaard
14. Sebastian Avanzini
17. Hallur Hansson
20. Mikkel Mena Qvist
21. Jonas Borring
22. Kasper Junker
24. Sonni Nattestad
30. Kevin Ray Mendoza