Lørdag led AC Horsens’ U-17 divisionshold et ærgerligt nederlag på Østerbro til B.93 i en kamp, hvor man i slutningen burde have snuppet et fortjent point med til Horsens. Desværre manglede der lidt skarphed i mange af spillets facetter, og det blev afgørende mod et aggressivt københavnerhold.
Fra kampens start stod det klart, at Københavnerne satsede på at stresse AC med et meget højt og aggressivt pres. Dette lykkedes desværre for dem, og “De Gules” opspil fungerede ikke. AC havde bolden mest, hvilket var generelt gennem hele kampen, men formåede ikke at få tempo i spillet, da der manglede offensive løb for boldholderen hele 1. halvleg. Uden bolden sløsede ”De Gule”, og specielt returløbet var dårligt. Dette kostede mål efter 25 minutters spil, hvor en bold tabes i AC’s venstre side, og B93′s bedste spiller afdribler André Givskov på venstre back og sender en flot flad afslutning af sted mod det lange hjørne som via stolpen går i mål. Der manglede simpelthen konsekvens i AC’s defensive spil.
Med 1-0 føringen til hjemmeholdet kun holdene til pause, og der skulle nu skiftes gear fra gæsternes side. Det var da også et mere inspireret AC hold der kom ud til 2. halvleg og sad på spillet. Desværre førte tingene ikke rigtig til noget og i stedet fanges ”De Gule” i en omstilling efter 51 minutter, hvor B93 først bryder igennem i AC’s venstre side, hvorefter et indlæg passere hele vejen gennem feltet, og situationen synes afværget, men pludselig er B93 på bolden igen i AC’s højre side og sender et indlæg i feltet tæt på keeper Jonas Nielsen der vælger at blive på stregen, hvorefter en B93 spiller fuldstændig uhindret header bolden i mål.
Nu var det frem over stepperne for AC, og efter 60 minutters spil resulterede et længere varende AC pres i et indlæg fra højre side, der cleares ud til Mikkel Johansen der resolut sender bolde retur i feltet, hvor Sami Elmajdoubi flot har genplaceret sig, og kommer først på bolden med foden og reducerer til 2-1. Herfra sad AC mere og mere på bolden, mens B93 dog stadig var farlige på deres omstillinger. I kampens sidste 15 + 6 tillagte minutter sendte AC fyrtårnet fra centerforsvaret Mathias Hartvig frem, og det lykkedes i mange situationer at ramme ham, mens angriberne løbe på nedfaldet hvilket burde have givet et mål i 2-3 situationer, hvor B93 får afværget i sidste sekund, ligesom samme Hartvig selv header et hjørnespark forbi mål fra en ellers fri position. Der blev uddelt 4 gule kort i de sidste 10 minutter (3 til B93) så der var intensitet og drama til det sidste, men det endte desværre med sejr til B93.
AC Horsens cheftræner Mads Lyng havde følgende kommentar efter kampen:
- Vi er rigtig skuffede, fordi vi havde sat næsen op efter den 3. sejr i træk og ikke mindst den 3. gode præstation i træk. Vi møder et godt hold i dag, men et hold vi skal kunne slå, når vi præsterer optimalt, hvilket vi selvsagt ikke gør i dag. Viljen og indsatsen var egentlig udemærket, men tempoet fra tankegang til handling manglede 10 % fra at være i top både defensivt og offensivt, og det taber vi på i dag. Samtidig bør vi udligne på en af flere store chancer til sidst, så vi er rigtig skuffede over det her resultat. Vi er nødt til at kigge fremad, og fra denne kamp kan vi tage med, at vi nu ved, at vi simpelthen skal være oppe på max i alle spillets facetter for at vinde fodboldkampe i divisionen. Jeg er nu overbevist om, at de 14 spillere der løber på banen mod Roskilde søndag nok skal være helt oppe i gear fra første fløjt, for det er simpelthen for bittert at tabe sådanne kampe, fordi man ikke er oppe i tempo fra start.
Foto: badenfoto.dk
Opdatering...














