Lørdag måtte AC’s U-17 divisionshold se sig slået af en fysisk stærkt FC Sønderborg-hold, der brugte deres fysik godt og fik plads og mulighed for at komme i en masse offensive omstillinger, hvilket er deres helt store styrke. AC holdet var ellers endnu engang velforberedte, og intet i Sønderjydernes spil burde være overraskende for ”De Gule”, men på banen så AC-spillerne skræmte og rådvilde ud allerede fra kampens start.
Sønderborg lagde ud i et højt og aggressivt pres, og AC-spillerne havde store tekniske vanskeligheder med bolden. Den ene fejlaflevering afløste den anden og allerede efter 4 minutters spil opfanger en Sønderborg-angriber netop en af disse fra Martin Pedersen, der fra den centrale midtbane spiller bagud mod bagkæden. Den lynhurtige omstilling ender i højre side af feltet, og efter en tackling sparker en fri Sønderborg-spiller bolden i kassen. Så var det op ad bakke, og den fysiske dominans fra hjemmeholdet fortsatte. AC kom frem til 2 egentlige chancer, og begge kom i situationer, hvor ”De Gule” holdte posession og kom over kanterne med gode indlæg, som desværre ikke blev behandlet med skarphed i feltet. Kort før pausen taber AC igen en duel på egen banehalvdel, og en lynhurtig Sønderjysk omstilling ender med en flad afslutning fra venstre side af feltet, som Jonas Nielsen i målet desværre ikke formår at fastholde og returen bliver sparket i kassen til 2-0 føringen. Efter en 2. halvleg hvor AC havde bolden meget og vandt lidt flere dueller, men manglede tempo, skarphed og ideer i spillet, endte kampe 2-0 til FC Sønderborg. Kampens afslutning blev dog en anelse for dramatisk med hele 3 røde kort i det 80. minut.
AC´s Sami Elmajdoubi bliver sendt i dybden og får prikket bolden for næsen af den fremstormende keeper, der rammer Sami i hovedet. Dommeren vurderer ikke der er straffe, og dømmer hjørne, mens Sami bliver liggende. Mange spillere fra begge hold strømmer til, og AC´s Mathias Hartvig der allerede havde et gult kort i bagagen går hen og skælder ud på Sønderborgs keeper, der ligger ned. I det han rejser sig op støder de sammen, og der opstår tumult. I denne tumult er Sønderborgs keeper vanvittig ophidset og da han nærmest ikke kan holdes tilbage modtager han en udvisning, mens Mathias Hartvig modtager sit 2. gule kort og derfor også må forlade banen. I alt tumulten og ophidselsen over det ikke dømte straffe ligger Sami stadig uden at være blevet tilset, hvilket har ophidset flere spillere. Da der endelig kommer ro på situationen har AC´s Ahmad Osman forløbet sig og i frustration kaldt den ene linjedommer ukvemsord, hvilket indbringer ham en udvisning. Dermed sluttede ”De Gule” desværre en rigtig dårlig fodboldmæssig præstation af med at gøre dagen endnu værre, og holdet må nu undvære vigtige spillere i de kommende spillerunder.
- Jeg er selvfølgelig skuffet, men mest af alt irriteret. Vi har forberedt os optimalt på modstanderens spillestil og styrker og vi har trænet godt efter de 2 gode præstationer i de forgangne runder, men idet kampen fløjtes i gang er vi fuldstændig lammet som hold. Selv de mindste ting fungerer ikke og vi kan ikke ramme hinanden over 5 meters afstand. Vi ser virkelig skræmte ud pga. deres fysiske styrke og størrelse, og vi har fuldstændig glemt alle aftaler. Det så simpelthen skidt ud i begge ender af banen, og vi ser et bundniveau der er meget lavt, hvilket man ikke kan tillade i denne række. Det værste er næsten, at de gange i kampen hvor vi har god boldomgang og laver de opspil vi har trænet, der kommet vi til afslutninger og det burde have vist os, at vi sagtens kunne have vendt kampen på trods af det tidlige mål til FC Sønderborg, fortæller cheftræner Mads Lyng, som desuden har følgende kommentar til udvisningerne:
- Det er torskedumt, at vi inkasserer de her udvisninger til sidst. Dommerpræstationen lader jeg være ukommenteret, men uanset hvordan vi føler os behandlet af dommere og modstandere, så må vi aldrig lade os frustrere så meget, at vi ikke kan stoppe vores verbale udbrud i tide. Alle ville reagere kraftigt, hvis en spiller nedlægges i feltet og bliver ramt i hovedet af keeperen. Selvom keeperen 100 procent gik efter bolden, så ser det voldsomt ud og når man så efterfølgende føler sig snydt for straffe, så kan følelserne godt sidde udenpå tøjet, men det er dumt og uacceptabelt at vi ender med 2 udvisninger i denne situation, og det kommer nu til at svække holdet i de kommende spillerunder, men det skal vi nok klare, for det giver plads til nogle sultne reserver, der vil gøre alt for at bide fast i startopstillingen. Vi skal lære af det her og bruge det fremadrettet og de næste 14 dage skal vi virkelig i arbejdstøjet for at få hævet vores bundniveau, for vi ved heldigvis at vi har et rigtig fint topniveau, når vi præstere som vi skal.
Foto: badenfoto.dk
Opdatering...














