Lørdag hentede AC Horsens’ U-17 Divisionshold tre vigtige point i en intens og medrivende kamp i Viborg. Sejren kom i hus efter en scoring tre minutter før tid til ”De Gule”, og dermed fulgte holdet forrige weekends sejr op med endnu en god præstation.
På forhånd havde cheftræner Mads Lyng lagt fokus på præstationen. Indsats, ansvar og vilje var de nøgleord, der i forrige spillerunde gav tre point mod Nordvest FC, og de samme dyder skulle med på banen i Viborg – og det kom de.
Efter 12 minutters spil passerer et indlæg fra venstre side hele vejen gennem et tæt pakket Viborg-felt, og AC-anfører Mirsad Suljic kanonerer med en flot halvflugter sit første sæsonmål i kassen til 1-0 føring til ”De Gule”. Hjemmeholdet fra Viborg spillede dog noget mere direkte end ventet, og det voldte problemer for AC Horsens i opbygningsspillet. Viborg spillede konsekvent direkte op på deres to angribere, men AC-centerforsvaret vandt gennem kampen 90 procent af duellerne. Dermed blev Viborg kun farlige i de situationer, hvor de vandt andenbolde, hvilket dog ikke var så ofte. Til gengæld lagde de et meget højt pres på bagkæden i AC Horsens’ opspil, og i første halvleg stressede det udeholdet en del, hvilket betød for mange boldtab og dermed farlige offensive omstillinger til Viborg på AC Horsens banehalvdel.
Efter 26 minutter er det dog et dårligt sparket AC-hjørnespark, der cleares og en god bold sendes i dybden af en Viborg-spiller. AC-keeper Jonas Nielsen tøver lidt og kommer derfor ud i sidste øjeblik, men mistimer sin clearing og bolden hopper under hans fod, hvorefter en Viborg-angriber nemt udligner. Dette gav Viborg momentum og i det 34. minut tror alle, at et frispark på AC’s banehalvdel ryger ud til hjørne, men bolden bliver på banen, og Viborg er hurtigtopfattende, mens AC virker passive og kigger på at en enkelt holdkammerat forgæves kæmper om bolden. En Viborg-spiller får herefter lov at drible uhindret ind fra siden af feltet og spille på tværs til en helt fri Viborg-angriber, der nemt sparker bolden ind til 2-1 pauseføring til hjemmeholdet.
I pausen blev der talt med store bogstaver i “De Gules” omklædningsrum, da måden man havde sluppet taget om kampen på var uacceptabelt. Planen fra 2. halvleg var at spille med længere afstand på pasningerne fra bagkæden og spille over Viborgs aggressive første pres og samtidig investere mere fysisk og slippe bolden hurtigere. Dette lykkes fremragende og det blev tydeligt, at AC dominerede, når de spillede på modstandernes banehalvdel og specielt over kanterne, virkede AC overlegne overfor de ellers hårdtkæmpende Viborg-backs. Allerede efter 49 minutter bryder AC igennem i venstre side, men det efterfølgende indlæg cleares. Det er dog kampens spiller Mikkel Johansen der får returbolden, som han lægger af til den fremstormende højre back Okan Özdemir, der kanonerer et langskud i kassen til 2-2. I kampens sidste 15-20 minutter kommer AC tættere og tættere på endnu en scoring, men bolden ender ikke indenfor rammen. I det 77. minut begår en Viborg-forsvarer så en kæmpe brøler, da han mister bolden til en aggressiv Mirsad Suljic, der dermed får en friløber fra midten som han kvitterer for, ved sikkert at udplacere Viborg-keeperen og dermed gør det til slutresultatet 3-2 til AC Horsens.
- Vi præsterer og arbejder hårdt igen i dag. Vi spiller lidt for langsomt og med for stor risiko på egen banehalvdel i forhold til det høje Viborg-pres i 1. halvleg. Dette får vi justeret i pausen, så i 2. halvleg spiller vi med dem på deres banehalvdel, og her synes jeg, vi ser gode ud. De tre spillere der agerer i vores centrale forsvar i dag gør det fremragende. Viborg slog den konsekvent op på angriberne, når de fik bolden, og jeg tror vi vinder over 90 procent af duellerne, og langt størstedelen af andenboldene. Vi skal arbejde på at spille hurtigere, for det er os selv der giver Viborg de her dumme omstillinger, som er det de er farlige på i dag. Men jeg hæfter mig ved, at vi for anden kamp i træk tager ansvar, hænger sammen defensivt og har fin bevægelse for boldholder offensivt. Samtidig virker vi til at have godt styr på de defensive standardsituationer, og fundamentet for at spille god fodbold og ikke mindst vinde kampe er ved at være der. Det er dog vigtig at pointere, at det for os handler om at præstere stabilt kontinuerligt, så vi ikke har store udfald i vores kampe. Det er i sidste ende det, der afgør om vi skal spille med i toppen, for vi ved, at vi har spillerne til at spille med der hvor det er sjovt, lyder det fra Mads Lyng.
Foto: badenfoto.dk
Opdatering...














