U13: 4. sejr på stribe sikrede flot andenplads


12. november 2018

U13-drengene har sluttet sæsonen af på fornem vis! Med 4 sejre i de sidste 4 kampe har U13-drengene sikret sig en flot andenplads i efterårets Liga 1A.

Lørdag spillede de nemlig sidste kamp i efterårets turnering, da man hjemme på CASA Arena Horsens tog imod Ringkøbing IF.

”De gule” startede kampen fint, og der skulle også kun gå 4 minutter, før Søren Albrecht bragte hjemmeholdet foran 1-0.

Det blev dog ikke en 1. halvleg, som man havde håbet på.

”De gule” var ikke dygtige nok på bolden, hvor der manglede bevægelse, mod og tempo. Det gjorde, at man havde svært ved at få spillet til at fungere og sprudle, som man gjorde i den seneste kamp i Hinnerup.

Samtidig var man defensivt for lang tid undervejs i presset, og der blev lavet nogle personlige fejl, som gæsterne flot og sikkert udnyttede. De gule talenter var ikke dygtige nok i deres 1:1 situationer og kom for ofte på bagkant.

Derfor gik det også lige pludseligt stærkt og på små 15 minutter midt i 1. halvleg scorede gæsterne hele 3 gange.

Søren Albrecht fik reduceret lige inden pausen, så forskellen ved pausen var kun på 1 mål.

2. halvleg blev bedre uden at blive godt.

Hjemmeholdet var det bedste hold, og man var bedre til at finde løsninger i det opbyggende spil. Det betød også, at de fik sat flere fine angreb op og kom frem til flere chancer.

Specielt udtrykket var markant bedre hos ”de gule” efter pausen. Der blev arbejdet hårdere og vist mere vilje og vildskab.

Gæsterne havde en afslutning i 2. halvleg, hvilket desværre resulterede i mål, og ”de gule” var således bagud 2-4 med 15 minutter igen.

Men en flot moral af holdet gjorde, at hjemmeholdet leverede et flot comeback! Først lykkedes det forsvarsgeneralen, Jacob Madsen, at sparke bolden i kassen fra 15 meter, og kun 4 minutter senere var indskiftede Malthe Bach også på pletten, da han kunne udligne.

Og 2 minutter inde i overtiden kom den store forløsning så. Efter et flot gennembrud i banens højre side af Malthe Bach kunne han spille bolden på tværs til Søren Albrecht, der med et hattrick sikrede ”de gule” en 5-4 sejr.

Vi fangede trænerne til et par ord efter kampen:

Vi er glade, og vi er stolte over, at vi efter en skuffende start resultatmæssig slutter sæsonen så godt af.

Vi spiller ikke nogen prangende kamp i dag, men alligevel viser holdet flot moral og leverer et stærkt comeback. Det viser klasse, at vi vinder sådan en kamp, hvor vi ikke rigtigt rammer dagen, og det siger også lidt om den periode vi er inde i, hvor truppen er fyldt med selvtillid.

Vi har en bred trup og mange spillere som virkeligt gør det godt på træningsbanen for tiden! Der var en del ændringer til dagens kamp, og det er klart, at man så ikke bare kan forvente, at det hele spiller.

Vi har hentet 12 point i de seneste 4 kampe, og vi slutter på en flot andenplads. Det er sgu meget godt, og det kan mærkes på humøret i truppen.

Nu har vi 1 træningskamp og 1 pokalkamp tilbage inden juleferien, og der vil vi have 6 point. Det er vores næste mål.

Søren Albrecht var kampens spiller.

Han er inde i en rigtig stærk periode, og han har virkeligt bygget på henover efteråret.

Lige nu har han succes, og han ved hvorfor. Han arbejder hårdt for holdet, han tager ansvar og viser fantastisk attitude. Han har lavet 10 scoringer de seneste 4 kampe, og det kan vi kun letten på hatten over.

Herudover spiller Asmund Hauch også en rigtig fin kamp på den centrale midtbane. Det var ikke alt der lykkedes, men han prøver kampen igennem, og specielt i 2. halvleg bliver han afgørende for, at vi som hold lykkedes mere på bolden. Hans bedste præstation i efteråret.

Viktor Tholstrup kommer ind fra bænken og gør et godt indhop. Han kommer ind med en ro, som hjalp holdet og var vigtig i denne periode. Det var fedt at se.

Næste kamp for U13 er en træningskamp mod FK Viborg på lørdag kl. 11:15.

AC Horsens – Ringkøbing IF 5-4
4 min.: 1-0 Søren Albrecht (Frederik Ravn)
7 min.: 1-1
8 min.: 1-2
21 min.: 1-3
31 min.: 2-3 Søren Albrecht (Karl-Emil Koch)
48 min.: 2-4
48 min.: 3-4 Jacob Madsen
52 min.: 4-4 Malthe Bach (Viktor Tholstrup)
62 min.: 5-4 Søren Albrecht (Malthe Bach)