U13: ”De gule” åbnede sæsonen med et nederlag


16. august 2018

De yngste gule talenter på AC Horsens akademi (U13) spillede onsdag deres første turneringskamp i den gule trøje, da det desværre blev til et 3 – 1 nederlag i Vejle efter en forholdsvis jævnbyrdig kamp, men hvor de ville det lidt mere end os.

Både trænere og spillere var naturligvis spændte på at komme i gang, men det blev resultatmæssigt desværre ikke den start, vi havde håbet på.

”De gule” startede kampen godt og viste fine takter i kampens indledning. Desværre blev det hjemmeholdet, som efter 12 min kom foran 1 – 0, da de straffede os efter en omstilling.

Kampen var herefter meget rodet for begge parter, og begge hold havde svært ved at finde fodfæste og få sat sig på spillet.

Desværre var 2. halvleg kun lige startet, da hjemmeholdet straffede en fejl i vores opbyggende spil, og så stod der pludseligt 2 – 0.

Frederik Ravn fik med 17 min igen reduceret efter et flot mål, og denne scoring gav blod på tanden. Vi jagter herefter en udligning og får også skabt et par fine afslutningsmuligheder, som deres keeper desværre flot redder.

Mod slutningen bliver der satset, og i stedet for en udligning kan hjemmeholdet efter en omstilling afgøre kampen i det sidste minut, så kampen ender 3 – 1.

Vi er et nyt hold, og det blev tydeligt i store dele af gårsdagens kamp. Vi mangler helt naturligt forståelse for hinanden, og hvad vi skal hvornår både med og uden bolden. Det er klart, at det tager tid at lære dette og skabe relationer spillerne imellem rent fodboldmæssigt, men det skal nok komme.

Vi har haft meget fokus på vores værdier i opstarten, og her var vi desværre ikke tydelige nok i kampen. Vores udtryk skal være tydeligere, og vores værdier skal skinne igennem. Det arbejder vi hårdt videre med, og vi er meget bevidste omkring, at jo mere tid vi får brugt sammen på træningsbanen, jo bedre vil vi også blive i kampene. Men vi skal lære at overføre det, vi træner til kamp, for det bliver vigtigt.

Drengene træner godt, hvilket giver os rigtig gode forudsætninger for at lære. Det er det vigtigste. Det er en sindssygt spændende gruppe med mange forskellige kvaliteter og spidskompetencer, så vi er sikre på, at det bliver rigtig godt.

Jonathan Villefrance spiller en god kamp i målet og leverer flere flotte redninger. Herudover spiller han med en god udstråling og er kampens bedste.

Herudover spiller også Rinor en godkendt kamp, hvor specielt de mentale ting var en fornøjelse at se hos ham.

Nu ser vi frem mod søndagens kamp ude mod Næsby BK, hvor vi vil gøre alt for at hive 3 point med retur til Horsens.

Vejle Boldklub – AC Horsens 3-1
12. min: 1 – 0
31. min: 2 – 0
43. min: 2 – 1 Frederik Ravn
59. min: 3 – 1 selvmål