U13: ”De gule” vandt 8-0 over Skjern GF


23. april 2018

AC Horsens’ U13-hold leverede søndag middag en flot præstation og vandt med hele 8-0 hjemme mod Skjern GF.

”De gule” satte sig på kampen fra første fløjt, og der var ikke spillet et minut, inden vi tilspillede os kampens første store chance. Det skulle vise sig at blive billedet af kampen. Vi var meget på bolden og skabte mange store chancer.

Vi skulle dog helt hen til det 23. minut, før det lykkedes at få den prikket over streget. Efter flot forarbejde fra Oscar Bjørnskov og Jonas Kirkel var selvtillidsfyldte Julius Rosenberg først på et indlæg og fik bolden prikket i kassen.

Kort inden pausen var Jonas Kirkel og Julius Rosenberg igen på spil, og igen kunne førstnævnte assistere og sidstnævnte blive dobbelt målscorer.

De gule gik dermed til pausen foran 2-0.

Men dette satte ikke en stopper for dem. Holdet viste nemlig stor spilleglæde og fortsatte kampen ud med hele tiden at jagte den næste scoring. Vi stillede os ikke tilfredse på noget tidspunkt.

2. halvleg var også kun 7 minutter gammel, inden Julius Rosenberg kunne fuldende sit hattrick efter en flot stikning fra Nikolaj Klausen.

Indskiftede Victor Kokholm ville også lege med, og i de sidste 30 minutter lykkedes han også med et flot hattrick.

Herudover lykkedes det også for Julius Rosenberg at score endnu engang, mens også Jonas Kirkel på besynderlig vis var at finde på listen over målscorere efter kampen.

Vi vinder fortjent 8-0, og det kunne sagtens være blevet større. Vi leverer en flot præstation som hold, og der var mange flotte individuelle præstationer.

Uden bolden har vi godt styr på vores restforsvar og spiller en koncentreret kamp. Vi er hurtigt over dem ved boldtab, og gæsterne har ikke en afslutning i kampen.

Med bolden er vi gode til at variere spillet, og vi sætter mange flotte angreb på. Vi skaber et hav af chancer og scorer nogle flotte mål.

Vi øver os flot som hold på de ting, vi træner på træningsbanen, og vi formår at overføre nogle ting til kamp. Vi prøver mange gange, og nogle gange lykkedes vi, andre gange ikke. Men for mig er det vigtigste, at vi turde træne, og så vil vi nogle gange mislykkes. Men hvis vi ikke tør, så lykkes vi helt sikkert ikke, og så bliver vi ikke bedre.

Det samme gælder i forhold til spillernes individuelle fokusområder! Og her bliver jeg sindssygt glad over at se, hvor mange der virkeligt øver sig i kampen i går, og hvor tydeligt det var.

Oscar Bjørnskov er virkeligt inde i en god periode og spiller sin flotteste kamp i efteråret. Netop fordi han træner og gør det, han er så mega dygtig til. Blev også fortjent kåret til banens bedste.

Men der var mange gode præstationer.

Jonas Kirkel har virkeligt fundet noget stabilitet i sit spil og spiller igen en flot kamp på højre back. Han laver assist på 3 mål og laver også selv 1 enkelt.

Anfører Mathias Garly er ligeledes et fremragende eksempel på en, som tydeligt trænede på sine fokusområder og igen viste, hvor klog en spiller han er. Det lykkedes ikke altid, men en fornøjelse at følge, hvordan han øver sig.

Julius Rosenberg spiller med stor selvtillid og er brandvarm for tiden. 4 scoringer og en assist og dermed øverst på topscorerlisten. Herudover dygtig som opspilsstation igen.

Når man kigger på Josva Rosenkilde, så er man ikke i tvivl om hans kærlighed til spillet, og det er bare ekstremt fedt. Han bliver bedre og bedre, fordi han øver sig. Spiller en god kamp i går.

Herudover kommer Victor Kokholm ind fra bænken og scorer 3 mål, klasse!

Næste kamp for U13 er lørdag d. 5. maj, hvor Vejle B gæstes.

Vi glæder os!

AC Horsens – Skjern GF 8-0 (2-0)
23. min: 1 – 0 Julius Rosenberg (Jonas Kirkel)
30. min: 2 – 0 Julius Rosenberg (Jonas Kirkel)
37. min: 3 – 0 Julius Rosenberg (Nikolaj Klausen)
40. min: 4 – 0 Victor Kokholm (Josva Rosenkilde)
45. min: 5 – 0 Victor Kokholm (Jonas Kirkel)
49. min: 6 – 0 Jonas Kirkel (Josva Rosenkilde)
51. min: 7 – 0 Julius Rosenberg (Oscar Bjørnskov)
55. min: 8 – 0 Victor Kokholm (Julius Rosenberg)