U14: Flot sejr til ”de gule”


13. november 2018

I fredags tog AC Horsens’ U14-mandskab imod OKS på CASA Arena Horsens. Hjemmeholdet spillede en flot kamp og vandt fortjent med 3-1.

”De gule” kom foran efter 11 minutter, da Victor scorede til 1-0 efter forarbejde af Atzen. Holdet sad tungt på spil og chancer i 1. halvleg, men scoringen til 2-0 udeblev.

I starten af 2. halvleg kunne OKS i stedet gøre det til 1-1, da de straffede en fejl fra hjemmeholdet. Man svarede dog hurtigt igen, da Zanar scorede til 2-1 efter en omstilling. Victor lukkede kampen i tillægstiden med et hovedstød til 3-1 efter et flot indlæg fra Lukas Vesterholm.

Assistenttræner Simon Sellerup så kampen således:

- Vi havde bolden rigtigt meget, og vi havde derfor gode muligheder for at øve vores opbygningsspil. Vi lykkedes generelt med at finde gode positioneringer, men manglede alt for ofte produkt herfra. Vi er blevet bedre i vores omgang med bolden, og vi kan se mange tegninger fra træningsbanen. Herudover, så holdt vi OKS nede på meget få chancer i kampen, fortæller Simon Sellerup og fortsætter:

- Vi havde tre spillere med fra vores U13-hold, som alle skal have stor ros. Det er fantastisk at se dem gå modigt til opgaven, og det udmundede i, at de alle var kampafgørende via mål og/eller assists, lyder det fra Sellerup.

Næste opgave for AC Horsens’ U14-mandskab er sæsonens sidste kamp, som spilles d. 17/11 på udebane mod Esbjerg fB.

AC Horsens – OKS 3-1 (1-0)
11’ Victor Kokholm(Christian Atzen)
43’ 1-1
50’ Zanar Hussein (Søren Albrecht)
70’ Victor Kokholm (Lukas Vesterholm)