U15 skrev gul historie med pointhøst


20. november 2018

U15-drengene havde mulighed for at sætte ny rekord for flest opnåede point på en halvsæson over 14 kampe. Den tidligere rekord lød på 38 point, men med U15’s 3-1 sejr over Sanderum BK lørdag, røg de op på hele 40 point ud af 42 mulige i sæsonen.

Selvom Sanderum før kampen var de nærmeste konkurrenter i tabellen, så var der klart niveauforskel på de 2 mandskaber, og ”de gule” sad på spil og chancer fra kampenes indledning til afslutning. Faktisk var det imponerende, at resultatet ikke blev større, da man brændte nogle enormt store chancer undervejs i kampen.

Efteråret har været ret imponerende for U15-drengene, som ud over deres suverænitet i turneringen, der medførte oprykning til den bedste række, også er videre til fjerde runde i pokalen med mulighed for yderligere avancement på søndag, når man skal op mod Viby der til dagligt spiller i L3.

Arman Bijedic scorede ’’igen’’ 2 mål og blev alletiders topscorer i rækken med i alt 17 mål. Begge mål med assist fra sin angrebskollega Benjamin Skovgaard, som har en stor aktie i mange af Armans mål.

Cheftræner Dennis Pold så kampen således:

- Det er naturligvis mega fedt at være med til at skrive et stykke nyt positiv historie med disse drenge, som har været så meget igennem tidligere, senest med en nedrykning på sidste spilledag før sommerferien. Vi har været enorm kontinuerlige i vores evne til at hente sejre, også i kampe hvor præstationen ikke nødvendigvis har lagt op til dette udfald, men der er en enorm tro på kollektivet, og vi ved alle, at der er nogle individualister på holdet, som gør ondt på enhver modstander, og dette komme os til at ske fremadrettet, selvom det er en helt ny og langt sværere verden, vi træder ind i efter jul, fortæller Dennis Pold og fortsætter:

- Jeg nævnte i introvideoen som optakt til denne sæson, at hvis vi blev lige så dygtige til at træne som årgang 03 i foråret 18, så vil vi 110% komme til at vinde ligeså mange kampe, hvis ikke flere i L2, og nu står vi med - tæt på ’’pladen fuld’’, og det er jeg faktisk enormt imponeret over. Vi har ikke haft den bredeste trup, men de drenge der har været her, har været enorm committed til ’’projekt oprykning’’ og har hver eneste dag mødt ind med et mål om at blive 5-10% dygtigere, end da man kom. Den mentalitet kan bringe os langt gennem livet i min verden, forsætter Dennis Pold

- Nu skal vi snart have en velfortjent ferie alle mand, men først skal vi videre i pokalturneringen, så der ligge en ekstra gulerod i foråret, og herudover skal vi virkelig være dygtige til at tillægge os yderligere kvalitet, da det efter jul bliver en hel anden konkurrence, vi kommer til at møde i weekenderne mod meget dygtige hold, men hvis vi bliver ved med at lægge på i det tempo vi gør nu, og ikke blive selvtilfredse, så skal vi nok blive rigtig irriterende at spille mod i L1, slutter Dennis Pold.

Næste opgave for AC Horsens’ U15-hold er ude i pokalen mod Viby IF, der fløjtes i gang søndag den 25. november klokken 14.00 på Viby Idrætspark.

AC Horsens - Sanderum BK 3-1 (1-0)
04' 1-0 Oliver Nielsen
41’ 2-0 Arman Bijedic
51’ 3-0 Arman Bijedic
66’ 3-1