U15: Skuffende remis, men alligevel nok til at konsolidere førstepladsen


19. september 2018

AC Horsens- U15-mandskab leverede en solid og overbevisende defensiv i 0-0 kampen mod OKS.

OKS havde 2 spark fra distancen, men begge uden fare for Østergaard i målet, der pillede dem uden anstrengelser.

Drengene havde flere kritiske boldtab, primært centralt på banen, men evnen til at beskytte feltet skal roses. Lukas Wagner og Mathias Windfeldt (stopperpar) var enormt sikre i deres indgreb samt meget rolige i deres efterfølgende boldomgang.

For første gang efter sommerferien måtte denne gruppe forlade banen uden at score, hvilket de naturligvis var skuffede over. De skabte 3 middelstore chancer, som burde kaste minimum én scoring af sig, men det var en af de dage, hvor de bare ikke kunne prikke hul på bylden.

Cheftræner Dennis Pold så kampen således:

- Det var dejligt, at vi igen fik vist, at vi har forståelse for principperne om vores etablerede forsvarsspil, som vi har trænet intensivt over en længere periode, men sidste weekend havde store udfordringer med at vise, da vi lukkede 3 mål ind. Det var derfor enormt dejligt at være tilbage i vanlig stil med clean sheet til følge.

Vi har snakket meget om, at hvis man er dygtige til at forsvare, så har man allerede sikret sig et godt udgangspunkt med et resultat til følge, og det fik vi også, men vi ville selvfølgelig gerne have udbygget vores position i tabellen med 3 point i modsætning til 1 enkelt, fortæller Dennis Pold og fortsætter:

- Vi slog sågar over i 3-4-3 de sidste 15 minutter for at jagte scoringen 110 %, velvidende at det var en kalkuleret risiko, men mavefornemmelsen var bare, at OKS ikke ville score mod os i dag. Vi slog en del offensive omstillinger, men den sidste afgørende aflevering eller beslutning fra den boldførende spiller svigtede. Det skal vi tillægge ligeså stor værdi på træningsbanen fremadrettet som det defensive, men jeg er trods alt glad for, at vi på en dag, hvor vi bare ikke kunne score forsat er i stand til at få et resultat med den solide defensiv, lyder det fra Dennis Pold.

Næste opgave for AC Horsens’ U15-hold er topkampen ude mod Sanderum, der fløjtes i gang lørdag den 22. september klokken 10.00 på Vestfalen Stadion.