U15: Videre i pokalen efter sejr over Liga 1-hold


15. november 2018

For første gang siden sommerpausen skulle AC Horsens’ U15-drenge igen prøver kræfter med et Liga 1-hold, da de stod over for Lyseng, som netop har overlevet i Liga 1.

AC Horsens havde Jonas Kirkel og Mohammed Kazemi med fra U14, der i en længere periode har leveret fremragende både til kamp og træning for U14. De spillede begge frit og leverede en god indsats.

”De gule” mødte et meget kompakt Lyseng-hold, der ikke tillod mange chancer, og AC Horsens kom foran efter 29 minutter på et straffespark, hvor Arman Bijedic blev nedlagt i feltet og selv eksekverede sikkert. Noah Tackmann kom efter 45 minutter fri på kanten og leverede et fremragende indlæg i forreste område, hvor Arman Bijedic kom først på bolden efter et aggressivt løb til forreste område og scorede.

Lyseng kom ikke frem til mange chancer i åbent spil, men forsøgte derimod at smide alt ind på deres standarder, hvor de dog aldrig blev rigtig farlige. Stor cadeau til stopperparret Jonas Kirkel og specielt Lukas Wagner, der afviste alt.

- Vi snakkede inden kampen om, at vi skulle ud at møde et Liga 1-hold for første gang i længere tid. Vi var derfor bevidste om, at vores boldomgang skulle være betydelig hurtigere end normalt, og vi skulle bruge færre touch på bolden. Derudover skulle vi give alt i vores dueller, og det må man sige, vi gjorde. Vi spillede markant hårdere, end vi har gjort før i denne halvsæson, hvilket var en fornøjelse, fortæller assistenttræner Frederik Van Deurs og fortsætter:

- Alt i alt en god kamp, vi spiller os videre i pokalen og glæder os til, at vi på lørdag kan skabe historie i AC Horsens-regi ved flest point på en halvsæson, lyder det fra Van Deurs.

 AC Horsens – IF Lyseng 2-0 (1-0)
29’ Arman Bijedic (straffe)
45’ Arman Bijedic (Noah Tackmann)