U16: Kontrolleret sejr i pokalkvartfinalen mod Kolding IF


30. april 2019

AC Horsens' U16-drenge tog onsdag aften endnu en pokalsejr, og er nu videre til semifinalen, efter en 4-1 sejr på hjemmebane over Kolding IF. Drengene fortsatte således de gode takter fra den forrige runde, hvor Herning Fremad blev slået ud med 1-3.

"De gule" satte sig hurtigt på kampen, og allerede efter et lille kvarters spil kunne Andreas Linnet omsætte spilovertaget til en føring, da han på fornem vis kanonerede bolden op i det kørte hjørne på et langskud uden for feltet. 

10 minutter senere blev det 2-0, da Arman Bijedic flot erobrer bolden højt på banen og finder Alem Sabic fri inde foran mål. Her svigter Alem ikke og bringer sikkert "de gule" på 2-0. 

Anden halvleg er kun et minut gammel, da Arman Bijedic gør det til 3-0. Efter lidt klumpspil i feltet, overrasker han alt og alle med en fræk afslutning med hælen. 

"De gule" indkasserer herefter et ærgerligt mål efter et hjørnespark, men formår hurtigt at svare igen. Indskiftede Joachim Nielsen bliver sendt dybt af Frederik Graversen, og 1v1 er han bare giftig. Han går venstre om forsvarsspilleren og sparker resolut bolden ind i det korte hjørne til kampens slutresultat 4-1. 

 - Vi var markant bedre end Kolding i dag, og der er mange ting vi som trænerteam kan glæde os over i dag. Vores erobringsspil fungerer rigtig godt, og her skal især lyde ros til de to kanter, Alem og Arman, der virkelig havde taget principperne med fra gårsdagens træning. Derudover skal der også lyde stor ros til Frederik Graversen, der dækker enormt store områder og virkelig erobrer mange bolde. Vi så gode ud, både individuelt og relationelt, og vi kan slet ikke vente med at få sat semifinalen i gang, lyder det fra cheftræner Mads Søvndal. 

Næste opgave i pokalen bliver et vaskeægte lokalopgør mod Vejle Boldklub i semifinalen. Kampen spilles hjemme på CASA Arena onsdag d. 8. maj kl. 19:00, hvor der forhåbentlig vil være en masse mennesker på lægterne. 

AC Horsens - Kolding IF 4-1 (2-0)
'13: 1-0 Andreas Linnet (Asbjørn Agergaard)
'22: 2-0 Alem Sabic (Arman Bijedic)
'41: 3-0 Arman Bijedic
'45: 3-1
'54: 4-1 Joachim Nielsen (Frederik Graversen)