U17: ”De gule” måtte nøjes med et point efter sen udligning


26. februar 2019

AC Horsens- U17-drenge sparkede søndag sæsonen i gang igen, da holdet tog til Thisted og måtte nøjes med 1 point, efter hjemmeholdet udlignede langt inde i overtiden på straffespark.

Kampen var ikke særlig gammel, før kampbilledet var tydeligt. Det var gæsterne fra Horsens på bolden, og Thisted ville forsvare og leve på omstillinger, hvor deres store og hurtige angriber voldte gæsterne nogle problemer.

De mest alvorlige problemer kom allerede efter 26 minutter, da gæsternes Kasper Engby blev præsenteret for sit andet gule kort, og derfor måtte de gule AC-drenge spille 10 mod 11 i mere end en time.

Kampbilledet fortsatte dog, og Alem Sabic var tæt på at bringe gæsterne foran før pausen, men hjemmeholdets målmand diskede op med en fin redning.

2. halvlegs kampbillede var præcis det samme, og der var kun spillet godt 10 minutter af 2. halvleg, før Jeppe Due fulgte op på en ripost, efter Jeppe Kjær havde afsluttet fra distancen, og så var udeholdet foran 1-0.

Den resterende del af kampen var med gæsterne på bolden, men hjemmeholdet lurede stadig på en afgørende omstilling, og med det samme de gule drenge mistede bolden, smed Thisted den afsted mod deres enlige angriber.

Da dommerens ur passerede 95 lykkedes det endelig Thisted at drage fordel af deres lange pasninger, og efter lidt miskommunikation i den bagerste række hos gæsterne fra Horsens, begik Daniel Villefrance straffespark, som Thisted 6 minutter inde i overtiden udnyttede til at få 1 point med fra kampen.

Det var en skuffet cheftræner, som vi fangede efter kampen:

- Det er klart, at kampens sidste 30 sekunder lige nu definerer den følelse, som vi står med. Drengene håndterer at spille 10 mod 11 flot, men vi skulle være kommet fra Thisted med alle 3 point, udtaler Christian Hansen, som i samme moment roser David Kruse for en flot kamp.

Næste opgave for U17 er på søndag, hvor Slagelse gæster CASA Arena Horsens.

Thisted - AC Horsens 1-1 (0-0)
26’ - Rødt kort Kasper Engby (AC Horsens)
53’ - 0-1 - Jeppe Due (Jeppe Kjær)
90+6’ - 1-1 - straffe (Thisted)